Nægter sig skyldig

Den 48-årige mand, som i går aftes blev anholdt for drabet på Maria Møller Christensen, nægter sig skyldig.

11012010mariadrab001.jpg

Det bliver i løbet af i dag, at juristerne i Midt- og Vestjyllands Politi afgør, om de vil kræve en 48-årig mand fængslet for drabet på den 20-årige Maria Møller Christensen nytårsnat.

Den 48-årige mand nægtede sig skyldig, da han i nat blev afhørt af politiet efter at være blevet anholdt omkring klokken 20 i går aftes. Men politiet er sikre på, at de denne gang har fat i den rigtige mand.

- Det skyldes den kendsgerning, at vi nu har en mand, hvis dna er i overensstemmelse med den dna, vi har fundet på Maria Møller Christensen, siger efterforskningsleder Ole Henriksen til TV 2 News, og tilføjer at den 48-årige vil blive sigtet for drab.

Manden er beboer i den ejendom i Herning, hvor offeret blev fundet kvalt i en vaskekælder.

Politiet har dna-testet en række af de mandlige beboere i boligblokken. I går kunne en af de tests så afsløre, at den fundne dna ved kvinden stammer fra den 48-årige mand.

Manden bliver fremstillet i Grundlovsforhør senere i dag.

Vi følger sagen løbende her på tvmidtvest.dk