Nabohavne udvider - begge satser på offshore

Nabohavne udvider - begge satser på offshore

Flere vestjyske havne opruster. De satser på offshore og udskibning af sværgods.

Med udsigten til et større eventyr på havet ud for den jyske vestkyst er kampen om offshore-millionerne for alvor i gang.

- Vi ved, at der måske er en havvindmøllepark på vej, og så er vi simpelthen nødt til at have vores beredskab klar til på kort sigt at kunne håndtere møllerne, men på lang sigt også være med til at udvikle hele området og give mulighed for udskibning af vestjysk gods, fortæller Jesper Holt Jensen, der er direktør på Thyborøn Havn.

Mens Thyborøn Havn har smidt 40 millioner i sin nye kaj til sværgods, er Hvide Sande Havn godt i gang med et projekt til 30 millioner.

- Vi tror på, at vores beliggenhed og faciliteter stiller os rigtig godt, siger direktør Steen Davidsen fra Hvide Sande Havn.

Ekspert: Havne skal samarbejde

Havnene skal dog tænke sig gevaldigt godt om, mener en ekspert. Der er ikke offshore nok til alle de vestjyske havne, hvor også Hanstholm og Esbjerg er store aktører.

- Der skal ske en eller anden form for koordinering. Jeg tror ikke, at de begge to (Thyborøn og Hvide Sande, red.) kan vokse sig store og få en stor bid af kagen. De må prøve at samarbejde og finde ud af, hvad der er mest hensigtsmæssigt de forskellige steder, påpeger Svend Ole Madsen, der er lektor ved Institut for miljø- og erhvervsøkonomi på Syddansk Universitet.

Esbjerg indviede i 2012 en motorvej helt ned til havnen, der alt andet lige stiller havnen godt i forhold til udskibning af sværgods. Esbjerg har desuden udvidet for én milliard de seneste ti år.

02:29 Luk video