Naboer til kommende minkfarm klager: Det skriger til himlen

Naboer til en mulig kommede minkfarm på Mors vil nu klage til Ankestyrelsen over sagens forløb.

Udsigten kan hurtigt ændre sig, hvis der kommer en ny minkfarm her på Mors.
Udsigten kan hurtigt ændre sig, hvis der kommer en ny minkfarm her på Mors.
Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST

Striden om en kommende minkfarm med plads til 3.000 minktæver ved landsbyen Flade på Mors får nu naboer til den kommende farm - hvis den bliver stemt igennem byrådet - til at klage over sagens forløb. 

- Det skriger til himlen, siger nabo Mathias Østergaard. 

- Jeg synes, det er en ærgerlig udvikling på Mors. Vi har en kommune, som går imod deres egne retningslinjer og kommuneplaner og så videre. At de så er nødt til at luske den igennem på den her måde, det synes jeg, er en ærgerlig udvikling for alle morsingboere, siger Mathias Østergaard.

Oprids af sagen
Mathias Østergaard er en af naboerne til den kommende minkfarm. I teknikudvalget på Mors, var der uenighed om, hvorvidt der skulle gives tilladelse til at bygge minkfarmen. Stemmerne fordelte sig 3-3 i udvalget og en enkelt afstod fra at stemme. 

Dermed skulle sagen afgøres ved en afstemning i byrådet før nytår. Men en indsigelse fra ansøgeren, der skal forstås som en slags tilføjelse til sagens oplysninger, endte med at udskyde sagen, så den nu skal afgøres af det nye byråd, hvor Venstre har absolut flertal med 12 ud af 21 byrådsmedlemmer.

Morsøs borgmester Hans Ejner Bertelsen fra Venstre har tidligere sagt til TV MIDTVEST, at sagen har gået sin gang, som den skal. Han sagde også, at han forventede byggetilladelse ville blive stemt igennem både det gamle og det nye byråd. 
 

- Der er jo nogle sagsbehandlingsregler i forvaltningsloven, og dem agter vi at følge. I de regler er der mulighed for at komme med en udtalelse fra ansøger, og den mulighed skal de selvfølgelig have. Og det har de fået, siger Hans Ejner Bertelsen.

Formanden for tenikudvalget DF'eren Meiner Nørgaard har også tidligere sagt, at det er ansøgerens ret at komme med indsigelser. 

-  Vi er nødt til at følge loven. Også her på Mors, sagde udvalgsformand, Meiner Nørgaard.  

Bitter strid ender i Ankestyrelsen 
Forvaltningseksperter har tidligere slået fast, at der ikke er noget ulovligt i sagens forløb, men naboerne vil nu alligevel klage til Ankastyrelsen.   

Hvad mener du, når du siger, "luske sagen igennem"?

-  Den her måde, hvor vi ligesom tager lovgivningen helt til grænsen. Og er helt nede at grave for at få den her presset igennem. Det synes jeg, er en ærgerlig tendens, siger Mathias Østergaard. 

- Jeg synes da, det er lidt ærgerligt at borgmesteren siger i valgkampen, at bosætning er et af de store fokusområder, han har. Og så her to måneder efter valgkampen er slut, så går han direkte imod turisme og bosætning. Det skriger til himlen, synes jeg, siger Mathias Østergaard. 

Hans Ejner Bertelsen, naboen mener, du er utroværdig i den måde, som det her er foregået på, hvad siger du til det?  

- Det har jeg ingen kommentar til, siger Hans Ejner Bertelsen. 

Naboerne har nu søgt aktindsigt i sagen, og vil med dem i hænde klage over sagen til Ankestyrelsen. 

3:27
TV MIDTVEST har tidligere bragt dette indslag om sagen: Byggeriet af en stor minkfarm skaber røre på Mors. Og nu trækker den endelige beslutning ud.