Naboer til Black Army: Det er ikke en krigszone

Naboerne til Black Armys klubhus i Herning er skræmte, efter der tirsdag aften blev kastet en håndgranat mod klubhuset.

Black Army Herning
Foto: Casper Roslyng, TV MIDTVEST

Tirsdag aften blev en håndgranat kastet mod Black Armys klubhus i Danmarksgade i Herning. I dag er naboerne uskadte, men alligevel skræmte over episoden.

- Det kom meget tæt på. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der kunne være sket. Vi kunne være kommet til skade. Vi bor i Danmark, det er jo ikke en krigszone, siger Majbritt Schönemann, nabo til Black Army i Herning.

Black Armys vicepræsident har ingen idé om, hvem der kan stå bag angrebet mod klubhuset.

- Hvad vi ved af, er der ikke nogen, der har et problem med os. Når tingene sker på denne her måde, så er det også svært at finde ud af, hvem det er, siger han til TV MIDTVEST.

Han beklager samtidig, at det er gået ud over uskyldige naboer.

- Det, der er sket, er frygteligt for vores naboer i hvert fald. Men hvis dem, der har gjort det, har et problem med Black Army, så skal de tage kontakt til os direkte, hvis de har nosser, i stedet for det går ud over uskyldige mennesker.

Black Army i Herning har 17 medlemmer.