Nabodrab: Det var ikke meningen

Nabodrab: Det var ikke meningen

I byretten i Viborg startede en retssag i dag, hvor en 40-årig kvinde fra Roslev er tiltalt for at have dræbt sin nabo.

Den 40-årige kvinde nægtede sig i dag skyldig i drab, men erkender vold med døden som uagtsomt følge. Den dræbte var kvindens nabo og ekskæreste.

Gad ikke skændes

Den 40-årige kvinde besøgte hver dag den dræbte, for at tjekke, om han tog sin medicin og for at give ham varm mad. Hun forklarede i retten i dag, at de to kom i et skænderi, og at hun prikkede til ham med en medbragt kniv, for at få ham til at falde til ro. Det første stik var en centimeter dybt, mens det andet stik, som retsmedicineren har fastslået som dødsårsag, var 25 centimeter.

Den 40-årige tiltalte forklarede, at det ikke var meningen, at hun ville dræbe, men blot stikkede til ham, fordi hun ikke gad at skændes. Andet stik var dog ført med så stor en kraft, at det gik igennem brusk og et ribben.

Kvinden fortæller, at hun var meget beruset, dagen hvor drabet fandt sted.

Der falder dom i sagen på onsdag.