Nabo til Kærshovedgaard forskanser sig med hund og hegn

Naboerne til Kærshovedgaard forbereder sig, inden de første afviste asylansøgere og udvisningsdømte kriminelle flytter ind.

Naboerne til det nye udrejsecenter Kærshovedgård forbereder sig. Inden længe flytter de første beboere ind på centret, der skal huse afviste asylansøgere og udvisningsdømte kriminelle. I dag begyndte en af naboerne at forskanse sig

Ole Tranberg bor 300 meter fra Kærshovedgård. Han er nervøs for, at de nye naboer. Derfor tager han nu sine sine sikkerhedsforanstaltninger med et to meter højt skovhegn, overvågningskamera og alarmanlæg , så ingen uønskede gæster kan bevæge sig ind på hans grund.

- Nogle af dem har jo en kriminel baggrund, og det gør, at man bliver lidt mere påpasselig, siger Ole Tranberg.

Selv synes han ikke, at det er en overdrivelse med de mange sikkerhedsforanstaltninger.

- Det tror jeg, der er mange, der ikke bor tæt på, der vil synes, men min kone og jeg har snakket sammen, og det er bare en dårlig oplevelse, der skal til, for at vi bliver bange for at bo her.

Men ikke alle naboer til Kærshovedgaard er nervøse.

- Jeg synes, det er blæst helt vildt op i aviserne. Det bliver så sikkert derude. Statsfængslet herude har eksisteret i 45 år, og vi bor sådan set lige i baghaven til det, og vi har sgu aldrig haft problemer, siger Henrik Rei Jensen.

Men uanset hvad vil Ole Tranberg ikke tage nogle chancer med sikkerheden. Ifølge ham selv er der alt for meget på spil. Derfor har han nu også købt sig en schæferhund.

- Min kone går tur i skoven, og der tror jeg, at hun vil føle, at det er mere trygt at have en fyr som ham her med. Det er jo vigtigt, at vi kan bibeholde en dagligdag, som vi kender den, siger Ole Tranberg.

De første beboere flytter ind om en uge. Udlændingestyrelsen understreger, at det i første omgang ikke er de udviste kriminelle, der flytter ind. De kommer først til sommer.

 

01:23

Se indslaget med Ole Tranberg, der sikrer sin ejendom tæt på Kærshovedgård

Luk video