Nabo reddede 90-årig kvinde ud af brændende hus

En vaks nabo reddede her i eftermiddag en 90-årig kvinde ud af et brændende hus på Fennebakken i Viborg. (Foto: Viborg Brandvæsen)

fennebakken_25.jpg

Det kunne være gået værre, da der her i eftermiddag udbrød brand hos en 90-årig kvinde på Fennebakken i Viborg.

- Hvis ikke det havde været for naboen, så kan jeg godt frygte, at vi havde fundet hende bevidstløs på gulvet på grund af for meget røg, siger Jesper Hesselberg, vagthavende indsatsleder ved Viborg Brandvæsen.

Branden opstod ved 16-tiden, fordi kvinden havde glemt en gryde på et komfur. Da Viborg Brandvæsen kom frem til bopælen, stod der røg ud fra taget, fordøren og fra gavlen.

- Der kom en del røg ud fra huset, og da vi kom ind, brændte det rimelig godt i køkkenet, og der var flammer hen af loftet og gulvet, siger Jesper Hesselberg, vagthavende indsatsleder ved Viborg Brandvæsen, der også har ros til naboen for måden, han håndterede situationen på.

Hund blev også reddet

- Det er rigtig godt handlet at få hjulpet og trukket hende ud af huset. I stedet for at forsøge at slukke flammerne, når branden var på det stadie den var, så er det langt bedre at komme ud og ikke risikere liv og helbred, så naboen handlede korrekt, forklarer Jesper Hesselberg og oplyser, at naboen også fik kvindens hund sikkert væk fra flammerne.

Chokeret og fået lidt røg

Den 90-årige havde det efter omstændighederne godt, hun blev tilset af ambulancefolkene på stedet, hvor det blev vurderet, at hun ikke skulle med på sygehuset til yderligere undersøgelser.

- Hun er meget chokeret over, hvad der er sket, og så har hun selvfølgelig også fået lidt røg, og noget der ligner en forbrænding i ansigtet, siger Jesper Hesselberg.

Brandfolkene havde branden under kontrol efter fem til 10 minutter. Efter tre kvarter var branden slukket helt.