Skyderi i Viborg: Nabo kom kvinde til undsætning, da han hørte hendes skrig

En 34-årig mand truede og overfaldt flere personer i Viborg natten til tirsdag, inden han blev skudt i armen af politiet på sin bopæl.

Manden her hjalp sin kvindelige nabo med at slippe væk fra den 34-årige mand, der var trængt ind i hendes lejlighed.
Manden her hjalp sin kvindelige nabo med at slippe væk fra den 34-årige mand, der var trængt ind i hendes lejlighed.
Foto: Karsten Mortensen

Natten til tirsdag skabte en 34-årig mand uro flere steder i Viborg.

Manden gik rundt i byen med en pistollignende genstand og truede og overfaldt tilfældige personer. 

Manden trængte blandt andet ind i en ung kvindes lejlighed i Sct. Mogens Gade. Kvindens skrig fik en anden af ejendommens beboere til at reagere.

- Hun skreg efter hjælp, og jeg kunne se, at der stod en mand derinde med et eller andet i hånden. Jeg presser ham om bag døren, så kvinden kan komme ud, fortæller naboen, der ikke ønsker at få sit navn frem. 

Han ser ikke i første omgang, at det er en pistol, manden har i hånden. 

- Da jeg ser det, stikker vi af. Vi løber op i min lejlighed, vælter ned ad bagtrappen og hopper over et hegn for at komme ud af baggården, fortæller han. 

1:27
Gennemgang af forløbet i Viborg, der endte med, at politiet affyrede skud mod en 34-årig mand. 

Forskansede sig på sin bopæl

Forinden havde den 34-årige mand overfaldet en forbipasserende på Sct. Mogens Gade. Det lykkedes offeret at flygte ind i en opgang, hvorefter den 34-årige trængte ind til den kvindelige beboer, der bor længere nede ad gaden. 

Manden havde også skabt uro på Café Børsen, hvor han truede med pistolen og slog huller i glasdøren. 

Til sidst forskansede han sig på sin bopæl i det nordlige Viborg, hvor politiet affyrede to skud i forbindelse med anholdelsen.

Manden blev ramt i armen og er uden for livsfare.

Under grundlovsforhøret blev han varetægtsfænglset i fire uger for vold og trusler.

Under retsmødet kom det desuden frem, at den 34-åriges pistol var en såkaldt hardball pistol. 

Den Uafhængige Politiklagemyndighed skal nu undersøge sagen.