Var det forsvarligt at nedlægge vindmølle med skærebrænder? -Na, æh, øh, det er da ikke noget, jeg vil gøre igen

20 kilo sprængstof skulle have lagt vindmøllen ved Thyborøn ned. Men det var en skærebrænder ført af en sprængningsekspert, der endte med at fælde vindmøllen.

Det var en glad sprængningsekspert, der efter en lang dag endelig fik lagt vindmøllen ned.
Det var en glad sprængningsekspert, der efter en lang dag endelig fik lagt vindmøllen ned.
Foto: Marc Killigren Akselsen

Gode råd er dyre. For hvad gør en sprængningsekspert, når han ikke har mere sprængstof tilbage? 

Det var den situation Christian Sonne Schmidt torsdag stod i, da han løb tør for sprængstof i opgaven med at få lagt den 100 meter høje og 150 ton tunge testvindmølle ved Thyborøn ned. 

20 kilo sprængstof havde han torsdag morgen medbragt til Thyborøn. En mængde han selv vurderede ville være rigeligt i arbejdet med at få nedlagt den tidligere testvindmølle. 

0:29
Se sekunderne, hvor skærebrænderen endelig nedlægger vindmøllen i Thyborøn. 

Efter tre forsøg med sprængstoffer stod vindmøllen stadig. Dog så svækket, at Christian Sonne Schmidt kunne se, at en skærebrænder ville kunne gøre arbejdet færdigt. Det lykkedes, men spørgsmålet var så, om det var sikkert at gå i krig med en skærebrænder på en vindmølle, der var på nippet til at vælte.

- Nja, ja, æh. Vi var jo bestilt til opgaven, og den var ikke lagt ned efter sprængningerne, den var kun svækket. Så jeg følte, jeg måtte gøre arbejdet færdigt. Jeg fandt skærebrænderen frem, og det lykkedes at få skåret den ned. 

- Det er da ikke noget jeg ville gøre igen. Jeg håber da på alle leder og kanter, at det her er en engangsforestilling, forklarer Christian Sonne Schmidt, sprængningsekspert, Sprængning Danmark. 

Flere ting gik galt

Forud for den dramatiske afslutning, hvor en skærebrænder blev sprængningsekspertens bedste ven, var gået en lang dag med både forberedelse og tre forgæves forsøg på at få nedlagt den tidligere testvindmølle. Forsøg der alle var forgæves. 

0:33
Se de tre forgæves forsøg på at nedlægge vindmøllen her. 
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

- De skæreledninger vi har brugt, de har ikke været store nok. De stykker vi har sprængt på, de har kilet sig fast. Derfor var vi nødsaget til at bruge tre forsøg, hvilket ikke var nok. Og så var gode råd dyre, og vi måtte finde skærebrænderen frem, fortæller Christian Sonne Schmidt. 

Han indrømmer blankt, at intet gik efter planen. Det eneste positive at sige er, at vindmøllen nu er nedlagt. Også selvom dagen blev noget anderledes, end den plan sprængningslederen på forhånd havde forestillet sig. 

2:47
Se hele interviewet med en meget ærlig sprængningsleder her. 
3:34