Mystisk arbejdsulykke: Fik søm i hovedet

Politiet fik sent onsdag aften en mystisk sag ind: En mand i livsfare med et 6,5 centimeter langt søm i hovedet.

150205_UlykkeStea.jpg

En mand er i livsfare efter, at han onsdag aften har fået et søm i hovedet på træemballagevirksomheden, Stea Miljø, mellem Hampen og Engesvang. Det oplyser vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet fik meldingen kort før midnat, fordi manden - en 43-årig litauer - var blevet kørt til sygehuset i Aarhus med fuld udrykning.

- Det var først, da lægerne i Aarhus tilså ham, at de fandt ud af, at han havde et 6,5 cm langt søm skudt lodret ned i hovedet. Han skulle derfor hasteopereres, og de var ikke sikre på, at han ville overleve, fortæller Jens Claumarch.

Sømmet i hovedet gjorde sagen til en arbejdsulykke, og derfor blev politiet tilkaldt.

Meget usædvanlig ulykke

Manden arbejdede ved en maskine, der lavede paller. Han blev fundet af nogle kolleger, som ringede til alarmcentralen. De troede, det var et slagtilfælde, fordi han var lammet i den ene side og ikke kunne tale. Det vidste sig dog at være noget meget mere usædvanligt. Synderen er en robot med fem automatiske sømpistoler.

- Vi er spændte på, hvad arbejdstilsynet finder frem til - om det er en mekanisk fejl, eller hvad der er sket, siger Jens Claumarch.

Arbejdstilsynet undersøger ulykken torsdag formiddag.