Sound on/off

Mysteriet om den danske modstandsmand

25-årige Jens Rølle endte sine dage ud for Sveriges kyst i 1943. Den dag i dag er det stadig uklart, hvordan han døde.

En svag brise fra havet stryger Olfrid Eriksson i ansigtet.

Det er hen under aften 7. september 1943, da han får øje på noget usædvanligt på stranden foran sit landsted ved den sydsvenske kystby ”Kämpinge”.

Kysten strækker sig i begge retninger. Den er kun afbrudt af de grå beton-bunkers, der er bygget langs stranden få år forinden. Som kantede perler langs kysten skal de fungere som forsvarsværk i tilfælde af en russisk eller en tysk invasion fra Østersøen.

Vejret er lunt. Der er tæt på vindstille. Vinden er i syd/sydvestlig retning, og temperaturen er faldet fra 19 til 15 grader. Lyden af græshopper slår ham summende i møde. 

Den velkendte duft af salt og tang rammer ham i næsen, da han opdager, at det er et lig, der er drevet i land på stranden lige vest for den store gård Fredshøj.

Avis-klip fra Trelleborgstidningen, hvor fundet af den druknede dansker bliver omtalt. 

Den unge mand, der findes død på stranden, er iført bukser, skjorte og trøje, og han har en redningsvest på.

Inden for tøjet har han en vandtæt pose i noget voksdugslignende materiale. Heri ligger hans søfartsbog, pas, legitimationspapirer og et billede af en ung mørkhåret kvinde og to små børn.

Han har også en anden mands id-papirer på sig. De tilhører en Gotfred Emil Henriksen.

Liget har tilsyneladende ikke ligget i vandet længe, for det har ikke forandret sig. Derfor er det tydeligt, at den døde unge mand er identisk med manden på det ene sæt identifikationspapirer.

Den person, som landmanden Olfrid Eriksson har fundet liget af, er den 25-årige modstandsmand fra Struer Jens Krejbjerg Rølle. 

Portræt af Jens Rølle. 

 

På brændende grund

Få dage forinden var samarbejdspolitikken mellem den danske regering og den tyske værnemagt brudt sammen på den anden side af Øresund.

Min Morfars Modstandskamp

Denne webdok er skrevet ud fra dokumentarserien 'Min Morfars Modstandskamp', hvor Jens Rølles barnebarn Pernille Rølle undersøger, hvordan hendes morfar mistede livet.

Elastikken, der havde bevaret den danske velvillighed over for tyskerne, var sprunget i en erkendelse af, at samarbejdet ikke længere kunne beskytte borgerne i tilstrækkeligt omfang mod et nazistisk regime.

Trosserne mellem det officielle Danmark og den tyske værnemagt var dermed kappet. Danmark var nu under hårdhændet tysk lov og orden.

29. august 1943 stormede tyskerne alle militære anlæg i Danmark.

På Holmen i København sank den danske flåde størstedelen af egne skibe, så de ikke faldt på tyske hænder.

Et inferno af ild og eksplosioner lød langt op ad den østsjællandske kyst.

Har du en lignende historie?

Sidder du med en historie eller fortælling fra 2. Verdenskrig, som du ikke ved, hvordan du griber an, så kontakt redaktionen@tvmidtvest.dk og Pernille Rølle på pernille.roelle@gmail.com

 

Vil du gerne høre mere om Pernille Rølles arbejde med dokumentaren, og hvordan hun greb arbejdet an, så skriv til pernille.roelle@gmail.com eller ring på 52179992, så kan foredrag for interesserede arrangeres.

Den blinde passager

Fire dage senere - 3. september 1943 - går Jens Krejbjerg Rølle ombord på det 32 meter lange og 7 meter brede dampskib S/S Themis af Hammerhavnen, der sejler ud fra København.

S/S Themis fragter Jens Rølle ud på den rejse, der skal vise sig at blive hans sidste. 

Han har efterladt sin køjesæk på Sømandshjemmet Bethel i Nyhavn i København, hvor han har kunnet overnatte takket være sin søfartsbog.

Det er uklart, hvor han gemmer sig under den tyske inspektion af skibet inden afgang. Men det lykkes ham at komme med som blind passager, da stålskibet stævner ud af Københavns Havn med retning mod Bornholm.

Han er angiveligt kommet med ombord, fordi han har fået kontakt til et af besætningsmedlemmerne, jungmanden (yngstemanden) Gotfred Emil Henriksen på 22 år, der netop er påmønstret.

Jens Krejbjerg Rølle og Gotfred Emil Henriksen kan have fået kontakt til hinanden på Sømandshjemmet i Nyhavn, hvor søens folk kunne spise for små penge og få en seng at sove i.

Jens Krejbjerg Rølle kom fra Struer, og Gotfred Emil Henriksen var vokset op på et børnehjem i Thisted. Måske har de to mænd fremkaldt en tillid og tryghed hos hinanden, fordi de kunne genkende hjemegnens velkendte sproglige symfoni hos hinanden.  

Farefuld færd gennem stærkt bevogtet område

Når man sejler gennem Øresund med retning mod Bornholm, passerer man på bagbords side en krumtap af et svensk stykke land, der strækker sig syv til otte kilometer ud i Øresund og markerer overgangen fra Øresund til Østersøen.

For at undgå at sejle i det minerede farvand langs kysten af landtangen og for at spare brændstof gravede svenskerne i begyndelsen af 2. verdenskrig Falsterbokanalen.

En 40 meter bred og 1,6 kilometer lang kanal, som skibene kunne sejle i gennem.

Selve området langs kanalen var stærkt bevogtet med svenske vagtposter, og pigtråd beskyttede kanalområdet mod en eventuel invasion fra tysk og russisk side. 

De tre markører på kortet angiver Falsterbokanalen, stedet hvor de svenske myndigheder mener, at Jens Rølle er endt i vandet, og stedet, hvor han blev fundet død. Foto: Google Maps

Alligevel var det en velkendt flugtvej for danskere, der gerne ville illegalt i land i det neutrale Sverige.

Jødetransporterne og trafikken med fiskekutterne over Øresund startede først i oktober 1943. Altså en måned senere end Jens blev fundet død. På det her tidspunkt fandtes der ikke nogen nem måde at komme illegalt til Sverige.

Indtil foråret/sommeren 1943 var det blevet udbredt blandt danske modstandsfolk at tage med bornholmerfærgen, hoppe overbord og svømme i land, når færgen sejlede gennem den smalle Falsterbokanal.

Men den tyske værnemagt havde sat vagter ombord på bornholmerfærgen i foråret/sommeren 1943 med ordre om at skyde eventuelle afhoppere.

Så det var ikke længere en gangbar mulighed at rejse med bornholmerbåden for danskere, der ønskede at komme i land i Sverige.

Derfor havde Jens Rølle gemt sig ombord på fragtskibet S/S Themis, der skulle laste grus på Borholm.

Hans plan var angiveligt at komme med til Bornholm, hvor han håbede at finde et skib, der kunne bringe ham til Sverige. Eller hoppe af i området ved Falsterbokanalen.  

Men noget går galt på vejen.

Den svenske Død- og Begravningsbog, hvor Jens Rølles navn bliver skrevet i.

 

Mistanke om en likvidering

Næsten tre uger senere - den 22. september 1943 - dukker et maskinskrevet brev op hos Jens Rølles forældre i Struer.

Det er fra de svenske myndigheder, der via politimesteren i Struer oplyser, at Jens Rølle er fundet død på stranden i Sverige.

Vurderingen fra myndighederne er, at han er hoppet overbord fra dampskibet S/S Themis tre sømil fra land, da skibet sejler tilbage fra Bornholm mod København. Og at han er druknet i forsøget på at svømme ind til kysten.

Portræt af Jens Rølle. 

I den svenske kirkebog angives dødsårsagen: Druknet. 

Men familien i Struer tror ikke på forklaringen.

Et rygte er nemlig nået familien, inden det officielle brev fra de svenske myndigheder kommer frem.

En ung kvinde fra hjembyen Struer, Engri Stokkendal, har været forbi sømandshjemmet Bethel i Nyhavn i København for at besøge Jens, men på det tidspunkt var han rejst.

I et brev til familien i Struer fortæller hun, at ”de var mig så underlige dernede”.

Brevet fra Engri Stokkendal. 

Få dage senere får hun et opkald fra sømandshjemmet med besked om, at hun skal komme med det samme.

Da hun kommer frem, er der tre mænd til stede.

Den ene forklarer, at han har set Jens Rølle, og at han er drevet i land i Sverige. Og så nævner han en detalje, som ikke bare kommer til at forfølge hans familie, men som skaber et spørgsmål, der går i arv til de efterfølgende generationer.

Jens Rølle var drevet i land i Sverige - skudt i hovedet.

Engri Stokkendal får aldrig navnet på manden, der har oplysningen, og han forsvinder, uden at hun finder ud af, hvem han var.

Den svenske konge bliver involveret

Hvad der yderligere vækker familiens undren over, at Jens Rølle skulle være druknet, da han forsøgte at svømme i land, er, at han var exceptionelt dygtig til at svømme.

Derudover havde han redningsvest på, så skulle han blive træt i forsøget, kunne han flyde med. Der var pålandsvind i de dage.

Men det, der i særdeleshed styrker familiens mistanke om, at de svenske myndigheder ikke oplyser sandheden, er, at de ikke kan få lov til at få hans jordiske rester kremeret og bragt hjem til familiegravstedet i Struer.

Familien henviser oven i købet til en anden sag, hvor en dansk enke har fået tilladelse til at få gravet sin mand op og bragt hjem til Danmark i en zinkkiste.

I første omgang får familien ikke svar på deres forespørgsel.

Men i 1946 ender sagen på den svenske konges bord. Han giver familien afslag. Jens Rølles lig skal forblive i svensk jord i mindst 10 år.

Brevet fra den svenske konge, der afviser familiens ønske om at få Jens Rølle bragt hjem til Danmark. 

 

Det store had

Men hvad drev overhovedet den 25-årige Jens Rølle, der var far til to små børn på to og tre år, til at flygte til Sverige? 

Han blev født 16.september 1917 i Struer som tredje barn i en søskendeflok på seks. Hans kridhvide hår gjorde ham let genkendelig i søskendeflokken.

Jens Rølle sammen med sine brødre. Jens Rølle står øverst til venstre med det helt blonde hår. 

Som 13-årig deltog han i et udendørs brydestævne i øsende regnvejr, og som helt ung tog han hyre som skibskok og sejlede blandt andet langs østkysten af Amerika og Canada.

Her sendte han blandt andet en pakke silkestrømper og to pakker cigaretter hjem til forældrene i Struer. I Canada købte han et silketørklæde til sin mor, som han tog med hjem til hende.

Hans efterladte dagbog afslører en ung mand med udlængsel og en vis rastløshed, men også en ung mand med en drøm om at falde til ro på et landsted - omgivet af marker med afgrøder som kål og kartofler.  

På de gulnede sider har han tegnet personer, han har mødt rundt om i verden, øvet sig på engelske gloser og tegnet både landsted og marker med ideer til afgrøder, han ville så.

Vidne til fascismens fremtog

Under den spanske borgerkrig sejlede han på et engelsk handelsskib, der smuglede våben til fraktionen, der bekæmpede Franco.

Så allerede i 1930’erne havde Jens Rølle været vidne til fascismens fremtog i Europa og de konsekvenser, det havde for almindelige mennesker. Han var derfor stærkt overbevist modstander af nazismen og den tyske besættelse af Danmark allerede fra krigens start.

Hans ideologiske overbevisning gav han videre til sine brødre, da han kom tilbage til Danmark. 

Mens brødrene efterhånden gik i lære i farens blikkenslagerfirma, endte Jens Rølle som murerlærling og uddannede sig siden hen til vragdykker.

En ung Jens Rølle i sit murertøj. 

Under krigen tjente han penge som vragdykker.  

Men han brød sig ikke om den del af jobbet, der indebar at finde lig, for de stod under vand og vajede som spøgelser. 

Jens Rølles ældste bror, Lars Rølle, blev senere leder af jernbanesabotagen i Struer.

To af Jens Rølles yngre brødre blev afsløret i at stjæle våben fra garderoben på Grand Hotel i Struer, hvor de tyske officerer havde efterladt deres våben, når de gik på restaurant.

Begge brødre flygtede til Sverige, efter Jens var død, og blev en del af Den Danske Brigade.

Manden i den hvide jakke, der sidder på bilens lad, er Jens Rølles ældste bror, der blev leder af jernbanesabotagen i Struer.

I brigaden blev de trænet til at blive en del af den danske politistyrke, så de kunne vende hjem efter krigen og hjælpe med at genopbygge ro og orden.

Jens Rølles ambition var tidligt i krigen at komme i aktiv kamp mod tyskerne på de allieredes side. England var derfor målet, da han i 1943 sejlede fra Københavns Havn mod det neutrale Sverige.

Døden rækker ud

Men allerede inden flugten i 1943 havde Jens Rølle fået et uopretteligt ar på sjælen.

Han var involveret i en ulykke, der fik fatale konsekvenser.

Jens Rølle havde givet en runde øl til murerkollegerne lille juleaften 1939 for at fejre, at julen stod for døren.

Men sikkert også fordi det var sidste gang, de så ham som ungkarl. Fjerde juledag skulle han nemlig giftes med sin forlovede, den 19-årige Rigmor Jensen. 

Og det var ved at være sidste udkald. Det kommende brudepar havde nemlig allerede taget forskud på ægteskabets glæder, hvilket betød, at Rigmor Jensen var gravid i 5. måned. 

Så Jens Rølle og hans bedste ven, malersvend Kalle Nissen gik på kro, efter at de sidste julegave-indkøb var overstået til Rigmor Jensens nevøer og niecer.

På forhånd havde hun sagt til sin kommende mand:  

- Lad nu den tossede motorcykel stå.

Og det gjorde de to unge mænd også i første omgang.

Jens Rølle (th) med sin ven Kalle (tv). 

Jens Rølle havde fornuftigt nok parkeret sin motorcykel i baggården hos sin svigermor. Men efter adskillige omgange, besluttede de alligevel at tage en tur på motorcyklen.

Det viser de efterfølgende retsdokumenter. 

Rigmor nåede ikke at gøre yderligere indvendinger, da hun hørte Jens Rølle køre afsted med vennen Kalle Nissen bagpå. Men efter meget kort tid skar en sirene sig gennem december-mørket den 23. december 1939 og rev en flænge ind til Rigmors bange anelser.

- Det er Jens, sagde hun til sin mor, da ambulancerne kørte ud mod Strandvejen i Struer.

Jens havde overset en parkeret renovationsvogn, der holdt under en gadelampe i højre side af vejen.

For sent fik han øje på den og var for tæt på til, at han kunne nå at bremse. I et forsøg på at undvige den parkerede lastbil, krængede han motorcyklen mod venstre, men kurrede i stedet sidelæns ind i lastbilens bagende. 

Vidner hørte et højt brag og glas, der splintredes, da begge mænd blev slynget af motorcyklen og mistede bevidstheden. 

Jens lå med venstre ben under den væltede motorcykel, og Kalle havde angiveligt slået sit hoved - enten mod lastbilens gelænder eller mod kantstenen i faldet. 

Begge mænd blev bragt til Holstebro Sygehus, hvor Jens’ bedste ven blev erklæret død ved ankomsten til hospitalet.

Den mørkhårede malersvend Kalle Nissen havde fået åbent kraniebrud. Han blev 21 år gammel. 

Det var denne lastbil, som Jens Rølle så alt for sent, da han kom kørende på sin motorcykel med vennen Kalle bagpå. 

I avisen stod der i dagene efter ulykken, at det var uvist, om Jens Rølle ville slippe uden varige mén. Han havde fået spiddet sin skulder under ulykken og havde fået hjernerystelse.

Da han kom til bevidsthed på hospitalet, spurgte han til vennens tilstand. Men ingen turde afsløre sandheden. De var bange for hans reaktion.

Da han endelig fik kendskab til vennens død, rejste han sig fra sygelejet og forlod hospitalet.

Mange år senere huskede personalet på Holstebro Sygehus stadig, hvordan den unge mand havde forladt stedet, uden egentlig at være i stand til det. 

Så i stedet for at holde Jens Rølle og Rigmor Jensens bryllup fjerde juledag 1939 som planlagt, blev det i stedet dagen, hvor de begravede vennen Kalle Nissen.

Kirken var oplyst af blomster og levende lys. Et væld af kranse var sendt til kirken, hvor seks unge mænd stod æresvagt ved kisten.

Efter salmen ”Alt står i Guds Faderhånd”, sagde præsten:

- Det hele bærer vidne om, at mellem os og døden, er der kun et skridt. Denne strenge alvorstale skal lyde både til unge og ældre, og at vi også engang skal dø og modtage dommen. Ordene her i dag skal gennem det, der er sket, tale til de unge om, at også de har et ansvar (…) Hver gang sorgen og døden kommer, er der grund til at sukke over vor synd. Alt det, der gør ondt, er syndens sold. 

Kalles dødsannonce i den lokale avis. 

Jens og Rigmors bryllup, der ikke kunne udskydes meget længere, blev udsat til efter nytår, hvor det blev holdt hjemme hos Jens Rølles forældre, hvor en kalkun var sat i ovnen og præsten var tilkaldt.  

Her gav Rigmor Jensen, med en brudebuket i hånden, sit ja til Jens Rølle, mens han endnu var for svag til at stå oprejst og derfor lå i en sygeseng.

Trods sin tilstand forsøgte den 22-årige Jens Rølle alligevel at være sjov og sagde:

- Hvis Risse (Rigmor) skal have en brudebuket, så vil jeg have stearinlys ud ad ørene.

I bryllupsgave fik det unge brudepar blandt andet en krystalskål.  

Men noget var slået i stykker i den unge Jens Rølle.

Tabet af sin bedste ven - og hans andel af skylden for dødsfaldet - plagede ham tilsyneladende. I hvert fald oplevede omgivelserne, at han aldrig blev helt den samme igen.

Hvad der yderligere skulle puste til en eventuel følelse af skyld og dårlig samvittighed var den dom, der faldt i retten i Holstebro tre måneder senere.

Her blev Jens Rølle 29. marts 1940 kendt skyldig i uagtsomt manddrab og idømt 20 dages fængsel og et spiritusforbud for sin andel i motorcykelulykken.

Blot ni dage senere 9. april 1940 blev Danmark besat af tyskerne. Og mens Jens Rølle hængte mørklægningsgardiner op i soveværelset hos sin svigermor, fødte hans hustru dagen efter en lille søn.

Jens Rølles liv havde på få dage slået indtil flere kolbøtter.

Nu var han blevet far, og den lille dreng skulle bære navnet Kalle, opkaldt efter hans døde ven.

Jens og Rigmor Rølles første barn.  

 

Døden rykker igen tæt på

Ét år senere forsøgte Jens Rølle at virkeliggøre sin drøm om at eje et lille landsted.

I marts 1941 købte han 37 tønder land for 8910 kroner godt 30 kilometer sydøst for Struer i retning mod Viborg i området Haderis.

Han havde et ønske om at blive selvforsynende med uld og afgrøder, som var en mangelvare under krigen. Ifølge familien handlede flytningen også om at komme på afstand af tyskerne i Struer, hvis tilstedeværelse han havde svært ved at tolerere.

Med til jorden hørte en lade, hvor der i den ene ende var et rum med et åbent ildsted og en alkove til at sove i.

Kort tid forinden i november 1941 var datteren Bente kommet til verden. Den lille familie, der nu bestod af Jens, Rigmor, sønnen Kalle og datteren Bente, skulle nu klare sig under de primitive forhold.

 

Og snart brast drømmen om et liv på landet.

Allerede den første vinter rullede den fjerde koldeste vinter, der er målt i Danmark, ind over landet med kuldetemperaturer ned til minus 30 grader. 

Fårene frøs ihjel, og familien havde kun vådt brænde at fyre med.

Rigmor forsøgte forgæves at tørre hvide stofbleer, der efterhånden var blevet gule af røgen fra det åbne ildsted.

Sønnen Kalle var forkølet, og den nyfødte datter Bente havde fået kighoste. Drømmen havde udviklet sig til et mareridt.

I et forsøg på at redde sig selv og børnene skrev Rigmor efter hjælp fra sin mor i Struer. De to kvinder kæmpede sig igennem store snedriver med de to børn de fire kilometer, der var hen til bussen i den nærmeste landsby, Haderup.

Rigmor og Jens Rølles to børn.

Rigmor havde forladt sin mand og havde taget børnene med. Tilbage på landejendommen var nu Jens Rølle.

Få måneder senere i april 1942 blev ejendommen sat til salg. Jens Rølle var nu tilbage i Struer - igen inden for tyskernes radar.

Spærret inde

Et halvt års tid senere, dagen før nytårsaften ved årsskiftet mellem 1942 og 1943 blev Jens Rølle beskyldt af tyske vagter for at have forsøgt at komme ind på tyskernes garageanlæg ved Folkets Hus i Struer.

Folkets hus i 1938. 

Med 26 genstande i blodet blev han slæbt med på politistationen af en tysk underofficer.

På politistationen i Struer sagde Jens Rølle til tyskeren, at han godt kunne forsvinde, for nu var han overdraget til en dansk myndighed.

Til stede på stationen var civilbetjent Georg Knudsen, der havde vendt ryggen til det efterfølgende optrin, så han ikke skulle redegøre for, at det var Jens Rølle, der slog tyskeren først.

Den tyske underofficer skulle ifølge Jens Rølle have sagt ”danske- eller fulde- svin”, hvilket fik Jens Rølle til at se rødt og slå underofficeren.

Tyskeren havde efter slagsmålet et blåt øje, en hævet kæbe og skrammer ved hårgrænsen. Jens Rølle derimod blev sparket i hovedet og mistede kortvarigt bevidstheden.

Da han igen kom til bevidsthed, blev han tilbageholdt af det danske politi og fremstillet i grundlovsforhør den efterfølgende dag. 

Politistationen i Struer. 

I dagene mellem grundlovsforhøret og domsafsigelsen forsøgte hans storebror Lars Rølle at få arrangeret, at Jens kunne komme med en fiskekutter til England.

Men det lykkedes ikke familien at få Jens Rølle ud af landet, inden han skulle møde i byretten i Holstebro. Her fik han en dom på to måneders fængsel for at slå den tyske underofficer. 

Den dom bliver yderligere skærpet til i alt fire måneders fængsel i Vestre Landsret. 

Mens han afsonede, tog den folkelige opstand mod tyskerne til i Danmark.

Tyskernes modsvar var til gengæld at slå hårdt ned på opstand og i sidste ende vride armen om på den danske regering for at få indført dødsstraf for sabotage.

 Samarbejdspolitikken nærmer sig altså et sammenbrud.

Da Jens Rølle bliver løsladt i sommeren 1943, ser han det ikke længere som en mulighed at forblive i Danmark.

Hans mål er derfor at komme til England via Sverige for at kæmpe ombord på et engelsk flådefartøj, fordi han vil i aktiv kamp mod tyskerne.

Han tager til København for i første omgang at komme videre til Sverige.

Ingen dokumentation for dødsårsag 

På grænsen mellem sommer og efterår - 5. september 1943 - befinder Jens Rølle sig altså ombord på fragtskibet S/S Themis i Østersøen, angiveligt 3 sømil syd for Falsterbokanalen.

Om han er på vej i sydlig eller nordgående retning, har ikke været muligt at afklare. 

Men de svenske myndigheder anslår, at Jens Rølle og Gotfred Emil Henriksen er sprunget over bord syd for Falsterbokanalen og har forsøgt at svømme i land. 

Hvorfor de skulle være sprunget i vandet så langt fra kysten og ikke tættere på kanal-området, undrer Leif Högberg. Han er svensk forfatter og militær-historiker med fokus på forsvarslinjen i Sydsverige.

Én teori kan ifølge ham være, at Jens Rølle er blevet opdaget ombord som blind passager, da de to unge mænd gør klar til at hoppe over bord. Det kan have betydet, at der er opstået slagsmål eller tumult ombord.

Måske kan det være i den situation, at nogen har haft et våben, der er blevet affyret.

- Det giver ikke mening, at de er hoppet i så langt fra land, siger Leif Høgberg.

Det kan være forklaringen på, at Jens Rølle skulle være drevet i land, skudt gennem hovedet. 

En anden forklaring kan være, at der har været tyske patruljebåde i farvandet.

En helt tredje forklaring kan også være, at de to unge mænd har taget fejl af afstanden, er hoppet i og har haft svært ved at svømme i redningsvestene.

I 1949, seks år senere, går S/S Themis ned under et forlis i Kattegat. Her dør syv besætningsmedlemmer, og det kommer frem, at redningsudstyret ombord var defekt.

Kan redningsvestene med gummiblærer have været defekte og ikke holdt de to unge mænd oppe, som de skulle?

Det vides ikke.

S/S Themis. 

Men 5. september 1943 kl. 20 meldes besætningsmedlemmet Gotfred Emil Henriksen, der er 170 centimeter høj, kraftigt bygget, med blå øjne og sømandstatoveringer på begge overarme, savnet ombord på S/S Themis.  

Hans lig opdages ved middagstid to dage senere i vandet én kilometer syd for Falsterbokanalen af et svensk flådefartøj.

Han har ingen sko på og findes iklædt grå busker, hvidt undertøj, to lyseblå skjorter og lange, blå uldne underbukser.

Yderst har han blåt overtrækstøj på. Og oven på det altså en redningsvest. 

Det tykke lag af tøj, at han er barfodet og bar en redningsvest, kunne tyde på, at han har planlagt at lade redningsvesten holde ham oppe og lade sig føre med strømmen ind mod land.

Han har ingen ID-papirer på sig. De ligger nemlig sammen med Jens Rølles ID-papirer i den vandtætte voksdugspose, som Jens Rølle har på sig, da han bliver fundet død inde på kysten.

Gotfred Emil Henriksens lig sejles derfor til Malmø for yderligere undersøgelse. 

Det er angiveligt id-papirerne og redningsvestene, der kæder de to mænd sammen, og får myndighederne til at vurdere, at de har planlagt at springe over bord sammen.  

Læs også Baggrund: Sådan er historien om modstandsmanden Jens Rølle blevet til

Men det forklarer ikke, at en mand dukker op i København med oplysninger om, at han har set Jens Rølle, og at han er drevet i land, skudt i hovedet.

For hvem ville komme med sådan en oplysning, hvis der ikke var noget om snakken?

Spørgsmålet er, om den ukendte mand kunne have forvekslet Jens Rølle med en anden?

Angiveligt ikke.

I den lokale kirkebog i Sverige er i alt kun 8 personer døde i sognet det år, så det tyder på, at det ikke var hverdagskost, at der drev døde danskere i land i Sverige.

Det virker også mystisk, at svenskerne ikke ville tillade familien at få Jens Rølles lig hjem til Danmark. I Rigsarkivet findes tre sager fra 1941 og 1942, hvor enkerne i Danmark får lov til at få deres mand gravet op og transporteret hjem i en zinkkiste.

Dødsattesten og politirapporten fra de svenske myndigheder, der skulle kunne give det korrekte svar på, hvad Jens Rølle døde af, er forsvundet fra det svenske Landsarkiv.

Og en sag, der eksisterer i det danske rigsarkiv viser, at kriminalpolitiet i Danmark i 1946 har bedt de svenske myndigheder om en dødsattest. Uden angiveligt at have modtaget én.

Der er altså en række ting, der taler for, at Jens Rølle er druknet, mens der også er en række omstændigheder, der kan være tilfældige, men som samlet set kunne tyde på, at svenskerne har villet dække over dødsfaldet.

Men hvorfor skulle de det?

Fordi de selv har løsnet et skud i mod ham?

Det er der dog intet, der umiddelbart tyder på. Men det betyder, at det fortsat er et åbent spørgsmål, om Jens Rølle blev skudt eller druknede.

Muligheden for, at gamle dokumenter og sagsakter kan afsløre, hvordan Jens Rølle døde, er udtømt. 

Den sidste mulighed er at åbne hans grav og undersøge kraniet for skudhuller.

Man kan nemlig stadigvæk se skudhuller i kraniet i dag, vurderer en retsmediciner. Her efter 76 år har Jens’ familie overvejet muligheden grundigt.

Men familien har valgt ikke at forstyrre gravfreden.

Jens Rølles to børn. 

Det skyldes, at der undervejs er dukket detaljer op om Jens Rølles korte og turbulente liv. Hvordan han kom til at være plaget af uro, skyld og rastløshed op til flugten mod Sverige.

Det har blandt andet gjort, at familien har truffet beslutningen om, at den ro, han har på sit sidste hvilested på en kirkegård i Sverige, ikke skal forstyrres.

Efter nærmere overvejelser ville en undersøgelse, der afslørede skudhuller, kun rejse flere spørgsmål om, hvem der var gerningsmanden, snarere end bidrage til en ro i sjælen, vurderer familien.   

Den nye viden om hans liv har til gengæld betydet, at han er blevet mere levendegjort.

Han er ikke længere bare en ung mand, der døde under 2. verdenskrig. Han har vist sig som et menneske på godt og ondt.

De brikker, der er samlet, bidrager til en mosaik, som viser et mere tydeligt billede af Jens Rølle.

Der er skabt en bro til den, han var, så hans to børn og efterladte nu bedre kan spejle deres egne karaktertræk. Og det er der en forsoning i.  

Portræt af Jens Rølle. 

Tekst: Pernille Rølle

Foto: Mogens Lyngsø og Pernille Rølle

Layout: Katrine Rønnow Holler

FORPREMIERE

Allerede nu kan du se dokumentaren, som sendes i tre afsnit på TVMIDTVEST den 14., 15. og 16. oktober kl 19.30:

09:26

Afsnit 1

Luk video
08:30

Afsnit 2

Luk video
10:37

Afsnit 3

Luk video