Muslinger: Grønt lys for fiskeri
Fødevareminister Mette Gjerskov tillader muslingefiskeri i beskyttede områder resten af sæsonen.
Efter flere ugers uvished, kan muslingefiskerne i Limfjorden nu fiske blåmuslinger i Natura 2000-områderne. Det besluttede fødevareminister Mette Gjerskov (A) mandag middag.
Ministeren opstiller dog en række krav, før fiskerne kan gå i gang. For det første skal fiskerne benytte sig af det nye, mere skånsomme, udstyr til at skrabe muslingerne op fra havbunden. Og med tiden skal fartøjerne være forsynet med GPS, så fiskernes position kan blive regístreret.
Midlertidig tilladelse
Tilladelsen bliver indtil videre kun givet for resten af sæsonen 2011. Ministeren mener nemlig, at der er behov for en revision af reglerne for muslingefiskeri på længere sigt.
- Jeg vil meget gerne understrege, at vi på længere sigt er nødt til at finde alternativer til det nuværende muslingeskrab og generelt gøre fiskeriet mere bæredygtigt. Nu sender vi de nye krav til EU-Kommissionen, og hvis de vender tommelen nedad eller kræver justeringer, så er vi nødt til at kigge på det igen, forklarer Mette Gjerskov i en pressemeddelelse fra Fødevareministeriet.
Kravet om GPS skal senest indfries den 12. marts 2012.