Muslingefiskeri endelig igang

Mandag gik årets muslingefiskeri igang, men det er otte uger senere end normalt, og det kan blive dyrt.

muslinge.jpg

Muslingefiskerne har ventet i otte uger, men mandag fik de endelig lov til at gå igang med årets fiskeri.

- Problemet er, at der har været for mange alger som muslingerne har spist i løbet af vinteren. Og de er ikke kommet af med algerne, så mavesækkene er fyldt op, og når de så bliver kogt, så sprækker de, siger Benny Andersen, der er formand for Centralforeningen for Limfjorden.

Gode muslinger

Det har kostet muslingefiskerne dyrt at ligge stille i otte uger, men til gengæld ser det ud til, at det er gode muslinger de skal ud og hive i land.

- Der plejer at være ca. 15 procent kød i muslingerne, men i år ser det ud til, at der er 25 procent, så det er rigtigt godt, siger Benny Andersen.