Muslingefiskere skal overvåges

Fødevareministeriet vil kræve, at muslingefiskerne skal videoovervåges. Fiskerne tror ikke på idéen.

Muslingefiskeri_13.jpg

Muslingefiskeriet i Limfjorden har været sat på pause i flere uger, og nu møder fiskerne ny modstand. Fødevareministeriet foreslår, at muslingefiskeriet i fremtiden skal videoovervåges.

- Vi er interesseret i at indgå i en dialog med ministeren, fordi vi mener, der er andre løsninger der er både ligeså gode, billigere og hurtigere at sætte i værk, siger formanden for Centralforeningen Limfjorden, Benny Andersen til Fiskeri Tidende.

Venter på tilladelse

Muslingefiskerne er i forvejen på stand-by, fordi de afventer en tilladelse fra Miljøministeriet til at fiske muslinger i Natura 2000-områderne. Tilladelsen har de fået de senere år, men den tidligere fødevareminister ville ikke give den på grund af valget. Nu afventer de, at den nye minister, Mette Gjerskov, sender en tilladelse.

Både kamera og GPS

Ifølge fiskerne, vil videoovervågning på alle både ikke være pengene eller besværet værd.

- Vi spørger os selv, hvad det egentlig er, de vil overvåge med kameraerne. For hvis de vil se, om vi får sten og ålegræs med op, så kan det efter min bedset overbevisning ikke lade sig gøre med kameraerne. Og hvis det er for at sikre, at vi fisker dér hvor vi skal, så er der andre løsninger , der er ligeså gode, siger Benny Andersen til Fiskeri Tidende.

Alle muslingefartøjer i Limfjorden har i dag allerede en GPS ombord.