Muslim: Vi bør stemme til valget

Muslim: Vi bør stemme til valget

I Midt og Vestjylland mener både politikere og muslimer, at den demokratiske ret skal udnyttes.

Hvis muslimer stemmer ved folketingsvalget, så krænker de profeten Muhammed. Sådan lyder det fra flere islamiske ekstremister, der vil erstatte demokratiet med sharia-lovgivning. Men i Midt- og Vestjylland møder den holdning modstand fra både politikere og muslimer.

- Jeg vil helst opfordre muslimer til at gå ud og stemme, for hvis vi er utilfredse med lovgivningen eller noget andet, der skader os som muslimer eller mennesker, så skal vi gå ud og lave det om og stemme, siger Moustapha El Hawli, der er muslim og bor i Skive.

Salafisten Adnan Avdic var ellers meget klar i spyttet, da han fredag aften blev interviewet til TV2 news.

- Det gavner ikke muslimer at stemme. Vi har set hvad demokratiet har ført til. Det krænker profeten Muhammed, sagde salafisten Adnan Avdic til TV2 News.

Men i Skive er Moustapha El Hawli uenig.

- Jeg mener det modsatte. Han mener, at muslimer ikke skal gå ud og stemme. Modsat vil jeg helst opfordre muslimer til at stemme.

Politikere: Helt ude i hampen

Hos De Radikale tager den tidligere kirkeminister og folketingskandidat Johannes Lebech afstand til Adnan Avdics udtalelser.

- Jeg bliver lidt irriteret over ham og nogen af de andre meget stærke udtalelser, han kommer med, og jeg skal nok sådan lige putte vand på og ikke blive alt for ophidset selv. Men det er helt ude i hampen, siger Johannes Lebech, der er Folketingskandidat for De Radikale i Holstebrokredsen.

Også Venstres Kristian Jensen er forarget.

- Jeg er dybt rystet. Hvad laver de mennesker i vores land. Altså hvis de er så utilfredse med den måde vi lever på, så rejs dog hjem, siger Kristian Jensen der er næstformand i Venstre og kandidat for Herning Nord.

Islamisk Trossamfund tager også afstand fra opfordringen til at boykotte valget.

Mød Moustapha el Hawli i indslaget her:

02:07 Luk video