Museer om 2. verdenskrig hitter på vestkysten

Vestkysten er et populært turistmål, og især de vestjyske museer har succes, når de fortæller historier om 2. verdenskrig.

Bunkerne på vestkysten hitter hos turisterne.
Bunkerne på vestkysten hitter hos turisterne.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

På en varm sommereftermiddag kan en tur i bølgerne virke mere oplagt end en tur i historien, men alligevel er over hundrede turister mødt op til en travetur igennem besættelsestiden.

For selvom 2. verdenskrig ligger godt 75 år tilbage, så trækker det stadig gæster til, når museerne fokuserer på krig. 

- Det er jo rart at få lidt historie med, nu vi er her. Det er vel derfor, vi gør det, siger Jens Kjærulf fra Kalundborg.

Rene Henriksen guider rundt blandt bunkerne på nu fjerde sæson, og selvom fortællingen er den samme, bliver turisterne ved med at dukke op.

- Vi mærker en stigende interesse, hvis vi ser over de sidste 15-20 år. Mange af de tyskere, der kommer i dag, efterspørger det, og de har måske et hul i deres viden omkring 2. verdenskrig, som de kommer herop og får fyldt ud, siger Peter Carstensen, der er konstitueret direktør og souschef ved Ringkøbing-Skjern Museum.

Både danske og tyske turister får guidede ture i bunkerne.
Både danske og tyske turister får guidede ture i bunkerne.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Fortiden spiller ind

Og tyskerne møder faktisk lige så talstærkt op som danskerne, når der skal vises rundt i bunkerne på vestkysten.

- Jeg synes, det er vigtigt, at man beskæftiger sig med det, fordi generationen, der selv oplevede det, ikke længere selv kan fortælle det videre, siger Guido Van Veenendaal fra Osnabrück.

Ringkøbing-Skjern Museum arrangerer turene. Da det var helt nyt, kunne der komme op til 200 på en enkelt tur. Nu er det blevet lidt lettere at få ørenlyd til at fortælle om opførelsen og baggrunden for de mange bunkere.

- Grundlæggende er der en stor interesse for 2. verdenskrig og historien om, hvad der skete, siger Peter Carstensen.

Når turisterne kommer for at besøge bunkerne, handler det om at huske fortiden, så vi ikke glemmer den i fremtiden.

- Vi skal lære af fortiden, for ikke at begå de samme fejl igen med krig. Krig er noget, man helst skal undgå, siger Eva Lund fra Astrup.

Historien i bunkerne bliver gentaget hver tirsdag og torsdag indtil september.

4:09
Museerne har succes, når de fortæller historier om 2. verdenskrig.