Murerlærling bliver alligevel ikke udvist

Flygtningenævnet trækker udvisningen af Abraham Lokoya tilbage, så han får lov til at blive i Danmark.

Abraham Lokoya
Foto: Line Morell Holm, TV MIDTVEST

Den nu 28-årige murerlærling Abraham Lokoya fra Herning bliver alligevel ikke udvist fra landet.

Lokoyas advokat fortæller, at han har fået sagen genoptaget i Flygtningenævnet. Mandag var de så i Flygtningenævnet, som tilsidesatte Udlændingestyrelsens afgørelse samt Udlændingenævnets egen afgørelse fra sidste år. Her fik Abraham Lokoya lov til at beholde sin asyl i Danmark.

- Jeg er ualmindeligt usandsynligt glad. Jeg var lige ved at fælde en tåre. Jeg følte han var uretfærdigt behandlet og har virkelig lagt meget i denne her sag. Det er en vigtig sejr efter over et års kamp, siger Kaare Kristensen, Abraham Lokoyas advokat, til TV MIDTVEST.

Også Lokoya selv er rigtig glad.

- Jeg har aldrig set noget lignende. Da afgørelsen bliver sagt, puster han ud, tager sig til hjertet og siger: Det er den bedste julegave, jeg nogensinde har fået, fortæller Kaare Kristensen om Abraham Lokoyas reaktion.

Efter ti år i Danmark var Abraham Lokoya ellers blevet udvist til Sudan, fordi han brugte en falsk identitet, da han kom til Danmark.

Fik besked på at ændre navn

Som femårig flygtede Abraham Lokoya fra borgerkrigen i Sysudan. I mange år boede hans familie i en flygtningelejr i Sudan, men familien blev splittet og en ældre slægtning tog sig af ham. Denne slægtning valgte at give ham navnet Jackson Okot, som i virkeligheden er navnet på hans fætter.

Abraham Lokoya kan ikke forklare, hvorfor han fik den nye identitet, men han har holdt fast i den lige siden, så selv hans arbejdsgiver i dag kun kender ham som Jackson Okot. Han siger dog, at man i den afrikanske kultur er opdraget til at gøre som ældre familiemedlemmer siger.

Flygtningenævnet begrundede udvisningen med, at den 28-årige murerlærling havde opnået "opholdstilladelsen i Danmark ved svig," men hans advokat Kaare Kristensen mener, at der er tale om en forkert afgørelse. Han har hele tiden holdt på, at han ville komme til Danmark uanset, om han skiftede navn eller ej. 

Både det og at det ikke var svig, fik de altså medhold i går, og nu får Abraham Lokoya altså lov til at blive i Danmark.