Munch og Jorn trækker fulde huse til Silkeborg

Museum Jorn i Silkeborg har med udstillingen med Edward Munch og Asger Jorn næsten firedoblet deres ugentlige besøgstal.

De har armene over hovedet på Museum Jorn i Silkeborg. Udstillingen med værker af Edward Munch og Asger Jorn trækker nemlig fulde huse. Det skriver DR Østjylland.
    
Normalt har museet 1.200 gæster om ugen, men lige nu er besøgstallet oppe på 4.500 om ugen, fortæller kommunikationschef på museet Lars Hamann.
    
- Det vælter ind. Det er simpelthen så dejligt, siger han til DR Østjylland.

Har ansat ekstra medarbejdere

De 18.000 gæster, som indtil nu har besøgt udstillingen, kommer fra hele landet.
    
Museet har på grund af den overvældende interesse ansat 12 ekstra medarbejdere på deltid. Men også Silkeborgs hoteller mærker, at der er fulde huset på museet. 
    
- Vi kan mærke en stigning i weekenderne. Der er en øget interesse fra livsnydersegmentet for at komme til Silkeborg og se museet, siger Janni Bruun, marketingschef på hotel Radisson Papirfabrikken i Silkeborg, til DR Østjylland.
    
Den populære Munch og Jorn-udstilling er åben indtil 28. maj.