Mulige indbrudstyve spottet ved Holstebro

Mulige indbrudstyve spottet ved Holstebro

Politiet advarer beboerne i Mejrup ved Holstebro om, at en gruppe østeuropæere muligvis planlægger indbrud i området

To østeuropæiske mænd er i de seneste dage set luske rundt omkring i byen på en mistænkelig måde, hvorefter de er kørt væk i en engelsk-indregistreret bil.

Spørger efter vand

Første gang mændene blev observeret var mandag formiddag ved et hus på Naurvej.

En nabo blev opmærksom på de to mænd, mens de var ved at undersøge et hus. Da naboen spurgte, hvad de lavede, fortalte de, at de ledte efter en vandhane.

Naboen henviste dem til en offentlig vandhane - og hun så derefter de to mænd stige ind i en udenlandsk bil.

Næste dag blev mændene observeret på Plantagevej, hvor en beboer opdagede dem ved sin terrassedør. Mændene spurgte igen efter vand - og fik deres dunk fyldt op.

En halv time senere så den samme beboer dem blive samlet op af en engelsk-indregistreret bil - dog med en tom vanddunk.

Planlægger indbrud

- Vi er sikre på, at det er østeuropæere, der er ude og inspicere huse i området, som de kan begå indbrud i. Vi opfordrer alle i Mejrup til at holde godt øje med to mistænkelig mænd i 20'erne, og kontakte politiet så hurtigt som muligt, hvis de ser dem, siger Christian Jørgensen, der er funktionsleder af mobiltyverigruppen ved Midt- og Vestjyllands Politi.