MRSA: Svin og mink er dominerende smittekilder

Den frygtede MRSA bakterie findes i hver femte mink-besætning viser tal fra Fødevarestyrelsen

Hver femte mink-besætning er smittet med MRSA viser nye tal fra Fødevarestyrelsen.
Hver femte mink-besætning er smittet med MRSA viser nye tal fra Fødevarestyrelsen.

Den frygtede MRSA bakterie findes ikke kun i stort tal i de danske svine-besætninger.  Hver femte testede virksomhed i mink-industrien har også MRSA.

Tallene stammer fra Fødevarestyrelsens screening i efteråret 2015, og er videregivet af mediet "Investigative Reporting Denmark". 

Stikprøvekontrollen hos minkavlerne viste, at der var MRSA på 11 ud af de ialt 50 testede minkfarme. Det svarer til 22 procent af besætningerne. 

- Vi havde en formodning om, at vi også ville finde husdyr-MRSA i mink, siger souschef i Fødevarestyrelsen, dyrlæge Stig Mellergaard, til Investigative Reporting Denmark.

Formodningerne bygger på, at minkene blandt andet fodres med slagteriaffald fra danske svin.

- Vi ved at størstedelen af svinene er smittet med MRSA. Derfor er vores bedste bud, at minkene har fået smitten via foderet. Men det er noget vi undersøger nærmere, fastslår Stig Mellergaard.

Nyt er det også, at der er konstateret MRSA hos slagtekvæg i en række testede besætninger. Ifølge tallene fra Fødevarestyrelsen, er der tale om en infektionsrate på 10 procent. 

Derimod er der kun fundet et par dyr i 50 screenede besætninger med kyllinger. Heller ikke en test af hunde og heste har vist MRSA-smittebærende dyr, oplyser mediet.