Motorvejen bliver lidt kortere

Motorvejen bliver lidt kortere

Politikerne har i flere år kæmpet benhårdt for en motorvej til Holstebro Nord. Men nu ønsker de pludselig, at motorvejen skal være knap så lang.

Den har været sej og lang, kampen for en motorvej til Holstebro Nord. Men nu, hvor det endelig er lykkedes, ønsker politikerne pludselig ikke, at motorvejen skal være så lang, som der ellers er lagt op til.

Af hensyn til et stort industriområde på Hjermvej i Holstebro ønsker politikerne i Holstebro Byråd at gøre motorvejen cirka en kilometer kortere, fordi der dermed bliver bedre tilkørselsforhold for den tunge trafik, der er i det store industriområde.

 - Vi vil i stedet for en motorvej have en firesporet vej. Dermed undgår vi, at den tunge trafik skal på ringvejen ved Bilkakrydset i Holstebro, inden den rammer motorvejen. I øjeblikket taler vi altså om 600 lastbiler i døgnet, og det er dem, vi tager hensyn til, siger byrådsmedlem for Venstre, Anders G. Jacobsen.