Motorvej ved Silkeborg åbner et år før tid

Allerede sidst på året åbner Vejdirektoratet den første strækning af motorvejen mellem Funder og Låsby ved Silkeborg. Foto: Vejdirektoratet

silkeborgmotorvejweb.jpg

Det er godt nyt til alle trafikanter, der kører mellem Aarhus og Silkeborg eller til og fra Herning. De får glæde af 11 kilometer motorvej mellem Hårup og Låsby øst for Silkeborg et år før tid.

- Motorvejen ved Silkeborg er bare et ud af en række store infrastrukturprojekter, der er åbnet før tid og ser ud til at blive væsentligt billigere, end det beløb vi har afsat til projektet, siger transportminister Magnus Heunicke i en pressemeddelelse fra Vejdirektoratet.

Godt vejr, smart udbud og positivt samarbejde bag tidsbesparelse

Vejdirektoratet har formået at skære omkring et år af tidsplanen på baggrund af især tre ting:

- Hele strækningen mellem Hårup og Låsby er bygget af samme entreprenør - nemlig M.J. Eriksson, selvom den var udbudt i to entrepriser. Vejdirektoratet valgte nemlig at udbyde arbejdet i et såkaldt paralleludbud, hvor flere entrepriser udbydes samtidig. Dermed kan den samme entreprenør byde på den samlede opgave. Det giver fordele for både entreprenøren og Vejdirektoratet, fortæller projektchef Carsten Sandgaard fra Vejdirektoratet og fortsætter:

- Det gør al logistikken og koordineringen omkring byggeriet meget nemmere. Det er der en tidsgevinst i, så set fra vores stol fik vi den ønskede effekt af, at M.J. Eriksson altså havde kapacitet til begge entrepriser, siger han.

God planlægning

Den anden grund til den markante tidsbesparelse er en rigtig god planlægning af projektet og et godt samarbejde mellem Vejdirektoratet og M.J. Eriksson.

Mild vinter

Men Carsten Sandgaard hæfter sig også ved en tredje og afgørende årsag. En mild vinter tillod M.J. Eriksson at arbejde i en længere periode sidste vinter. Faktisk kunne meget af jordarbejdet klares vinteren over, så der på visse strækninger allerede kunne lægges asfalt, da varmen kom i april.

- Vejret hjalp os rigtigt meget. Da vejarbejdssæsonen begyndte for alvor i foråret, var vi rigtig godt med, siger Carsten Sandgaard.

Fordel for pendlere

Den nye motorvej mellem Hårup og Låsby kommer især til at betyde meget for de omkring 4.300 pendlere, der hver dag kører mellem Aarhus og Silkeborg, fortæller Magnus Heunicke:

- Alle der pendler mellem Aarhus og Silkeborg vil fremover spare mindst ti minutter hver dag i myldretiden - vel at mærke hver vej, siger ministeren.

Det er ikke kun myldretidspendlerne, der får gavn af motorvejen. Tidsbesparelsen på strækningen uden for myldretiden er omkring det halve - nemlig fem minutter hver vej.

Fredelig fremtid for små byer

Den nye strækning vil i høj grad aflaste den gamle landevej mellem Aarhus og Silkeborg, hvilket kommer de tre landsbyer Mollerup, Linå og Hårup til gavn. De ligger alle langs landevejen, der i dag er stærkt trafikeret morgen, eftermiddag og først på aftenen med en stor andel af tung trafik, der kører imellem Øst- og Vestjylland.

Flytter trafikken

Vejdirektoratet forventer, at motorvejen mellem Hårup og Låsby vil få en gennemsnitstrafik i døgnet på 20.000 køretøjer. Trafik, der i meget høj grad bliver trukket væk fra landevejen til gavn for beboerne. Trafikmængden på landevejen falder nemlig rundt regnet med 15.000 køretøjer i døgnet. Den resterende trafik på landevejen vil i høj grad bestå af lokaltrafik.

5,7 mia.

Den samlede projektbevilling for hele motorvejsprojektet er på 5.671,4 mio. kr. Heraf er der i budgettet afsat 1.184,5 mio. kr. til strækningen mellem Hårup og Låsby. Strækningen mellem Hårup og Låsby udgør 11 kilometer ud af hele motorvejsprojektets omkring 30 kilometer.

Vejdirektoratet har ikke fastsat den præcise dato for åbningsarrangementet endnu, men vil informere om dette på et senere tidspunkt først på efteråret. Resten af motorvejen åbner i 2016.Klik på kortet herunder og ser hele den nye motorvejsstrækning

motorvejsilkeborgkortweb.jpg