Motorvej tæt på realitet

En motorvej fra Herning til Holstebro kom i dag et stort skridt nærmere virkelighed.

Motorvej.jpg

Folketingets trafikordførere er blevet enige. Der bliver reserveret 20 millioner kroner til en VVM-undersøgelse, der skal til for, at motorvejsstrækningen mellem Herning og Holstebro kan blive realiseret. Ifølge Johs. Poulsen, trafikordfører fra Radikale Venstre, så er det en indikation på, at motorvejen er på vej:

- De fleste partier laver ikke VVM-undersøgelser på noget, der ikke skal blive en realitet. Så det her er tæt på et egentligt gennembrud, siger Johs. Poulsen

I januar blev forligsparterne enige om en forundersøgelse. Og nu er man altså parat til at gå skridtet videre. Det betyder, at VVM-undersøgelsen kan gå i gang, når forundersøgelsen er slut. Det bliver formentlig i slutningen af 2010.

Og så har man besluttet at forlænge Herning-motorvejen rundt om Brande til Riis. Et projekt til godt 500 millioner kr.

- Det er noget man kan lune sig på i Nordvestjylland i de her uger og måneder, hvor man måske har andre ting, man er ked af, siger Johs. Poulsen.

Tog er også i tankerne

Partierne bag trafikaftalen, det vil sige alle på nær Enhedslisten, lagde også planer for togdriften. Her blev det vedtaget, at etablere "en-times-kørsel" på jernbanestrækningen mellem Herning og Odense. Det vil dog ikke ske før 2020.

- Det at gøre fjerntrafikken hurtigere, er en meget stor gevinst. Som Midt- og vestjyde gør det mig særlig glad, siger Johs. Poulsen