Motorvej skal tiltrække nye beboere til Tvis

Der stod grillpølser og gode byggegrunde på menuen i Tvis, da man i weekenden afholdte ”åben-by” for at lokke nye borgere til.

tvis.jpg

Den nye motorvej mellem Herning og Holstebro giver muligheder for de byer, der i fremtiden får motorvejen i baghaven. Derfor har Tvis i weekenden afholdt ”åben-by” for interesserede, der måske påtænker at slå sig ned i byen.

- Motorvejen kan være med til at gøre Tvis til et særdeles attraktivt sted at bo, hvis man skal syd på. Vi vil meget gerne have børnefamilier. Nu fik Herning kommune supersygehuset. Hvis vi til gengæld får lægerne og sygeplejerskernes skattekroner, så er det fint, at de har arbejdspladserne, siger Erling Hjermitslev, formand, Tvis Borgerforening.

Byen er derfor i storoffensiven for at lokke nye borgere til. I første omgang bød de på gratis pølser, men også gode skolemuligheder, børnepasning og byggegrunde skal være et trækplaster. Og tiltaget er måske ikke helt dumt.

- Det ligger fint i forhold til min kæreste, som er akademisk uddannet. Hun skal muligvis til Viborg eller Herning for at arbejde, og så kan hun hurtigere komme frem. Jeg tror, det er et godt sted. Man passer på hinanden og er ikke bange for at sende sine børn udenfor for at lege, siger Bjarke Gerning fra Hostebro, der i dag var på besøg i Tvis for at se nærmere på byen.

Der bliver hvert år bygget ti huse i Tvis.