Motorcyklist kørte galt på glat vej – landmand sigtet for manglende oprydning

Landmanden havde ikke skiltet med, at vejen kunne være meget glat.

Patruljen opdagede bunker af majssmat på op til 10 centimeter.
Patruljen opdagede bunker af majssmat på op til 10 centimeter.
Foto: Scanpix / Martin Sylvest Andersen

Det var tæt på at gå helt galt for en motorcyklist klokken 6:40 i går morges. Han kom kørende langs Hindborgvej syd for Oddense, og ved Hindborg Kirke kørte han galt pludseligt galt.

Manden kom heldigvis ikke alvorligt til skade, men slap med smerter i venstre hånd og trykken for brystkassen. Da politiet ankom til stedet forklarede han, at ulykken skete på grund af smat på vejen.

- På vejen der ligger der et fedtet lag i cirka to centimeters højde. Det ligger der, fordi en landmand har kørt med majs og spildt på vejen uden at advare med skilte eller rydde op, fortæller Niels Bach fra Skive Politi.

Landmand sigtet

Politiet opdagede dog hurtigt, at det ikke kun var ved Hindborg Kirke, at landmanden havde kørt med majs.

- Da patruljen kørte rundt i området kunne de se, at de kun havde set toppen af isbjerget. På en vejstrækning lå der bunker på op til ti centimeter. Regnen har gjort sit til, at det er blevet til et glat pløre, forklarer Niels Bach.

En 70-årig landmand fra området er nu blevet sigtet for ikke at sætte advarselsskilte op eller sikre sig, at der var blevet ryddet op.

- Det kunne være gået grueligt galt, fortæller Niels Bach.