Opdatering: Motorcyklist uden for livsfare

En motorcyklist, der sent søndag aften blev sendt til Skejby Sygehus i kritisk tilstand, er nu uden for livsfare.

(Arkivfoto) Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

OPDATERET KL. 10.08

Skive Politi oplyser, at det formentlig er høj fart, der er skyld i uheldet. Det er politiets foreløbige vurdering ud fra vidnesudsagn og teknikske undersøgelser.

Den motorcyklist, som søndag aften var i kritisk tilstand efter en soloulykke ved Skive, er nu uden for livsfare. Det oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Lars Even. 

En motorcyklist ramte af endnu ukendte årsager et træ på Bådsgårdsvej ved Højselv nær Skive søndag aften.

Motorcyklisten blev i første omgang sendt til Skejby Sygehus i kritisk tilstand, men sent søndag aften fik politiet melding om, at motorcyklisten overlever. 

Hændelsen har politiet ikke fået et endeligt overblik over endnu, fortæller vagtchef Ole Vanghøj søndag aften.

- Nu skal der først en bilinspektør ud på ulykkesstedet for at slå fast, hvad der præcist er sket.  

Det var forbipasserende, som alarmerede politiet klokken 19.18, og redningsmandskab har efterfølgende været ude for at rydde op efter ulykken.