Motocrossbane igen i modvind

En 12 år lang kamp for en motocrossbane i Bjerringbro, der egentlig var slut, bliver nu endnu længere.

motorCross.jpg

Motocrossbanen i Bjerringbro har været på vej i over 12 år. Nu stikker Natur- og Miljøklagenævnet  endnu en kæp i hjulet.

Bjerringbro Cross Klub havde fået dispensation til at bruge lettere forurenet jord til banens støjvolde. Men den er nu trukket tilbage:

- Det er en ventepsition igen. Vi har været der før, og nu er vi der så igen. Nu skal politikere og embedsfolk finde ud af, hvad der er gået galt i dette forløb, siger Søren Sørensen, der er formand for motocrossklubben i Bjerringbro.

Hos banens nærmeste naboer vækker afgørelsen imidlertid glæde. I den mangeårige kamp har borgersammenslutningen "Fred i Fårup" kæmpet imod opførelsen af crossbanen:

- Hvis banen blev til virkelighed, ville vores hus blive værdisat til 0 kroner af realkreditten. Det vil i sidste ende gøre os teknisk insolvente, siger Mads Jensen, der er nabo til banen.

Også Jørgen Glud, der for et års tid siden skrev klagen over brugen af forurenet jord, ånder lettet op:

- Nu kan de godt allesammen tage deres sorte armbind på og gå ud og hænge med mulen, siger han.

Formanden for motocrossklubben mener dog ikke, at projektet med den nye afgørelse, bliver umuligt at realisere:

- Det er jeg uenig i. Helt klart. Vi skal have politikere og embedsmænd i arbejdstøjet, og så er jeg sikker på, at vi også finder en løsning på det fremadrettet, siger han.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse kan ikke ankes.