Motocross-kører begravet

Kasper Lynggaard, der sidste fredag døde ved et motocross-løb i Tyskland, blev lørdag begravet på Mors.

Det var en stuvende fyldt kirke i Øster Jølby, der lørdag dannede rammen om begravelsen af den 24-årige motocrosskører Kasper Lynggaard.

Forud for begravelsen blev Kasper Lynggaards båre kørt fra hans forældres hjem i Øster Jølby til Ansgarskirken. Den afdøde motocrosskører blev transporteret i den lastbil, han og hans team plejede at bruge, når de kørte afsted til konkurrencer.

Kasper Lynggaard, der var regerende danmarksmester, blev dræbt under træningen til et stort motocross-stævne fredag den 10. januar i Dortmund. Den 24-årige morsingbo styrtede og fik efterfølgende hjertestop. Redningsmandskab på stedet forsøgte at genoplive ham, men uden held.

Kasper Lynggaard efterlader sig sine forældre og en bror, der også er motocrosskører,

Ved Dansk Motorsport Award, onsdag i den kommende uge i Cirkusbygningen i København, er afdøde Kasper Lynggaard nomineret i tre kategorier, nemlig som årets profil, årets MC-sportskører og årets motocrosskører.

02:04 Luk video