Morten Spiegelhauer frifundet

Operation X-værten frifundet i sag om ulovlig indtrængen.

220514_Morten_Spiegelhauer.jpg

En chef på Ekstra Bladet er torsdag blevet dømt for uberettiget at have skaffet sig adgang til en række minkfarme - derimod blev værten på Operation X, Morten Spiegelhauer, frifundet.

Vestre Landsret har straffet Miki Mistrati, der er tv-dokumentarchef på Ekstra Bladet, med 10 dagbøder a 500 kroner. Han havde taget initiativ til, at en dyrerettighedsaktivist skaffede sig adgang til minkfarmene for at kunne dokumentere forholdene på farmene.

Ganske vist var Mistrati ikke selv med, da den anden trængte ind på adresserne med et kamera. Men Mistrati havde taget initiativ til projektet og havde udlånt kameraet, og landsretten finder, at aktionen ikke var berettiget, også når man ser på formålet.

Nogle af optagelserne blev vist i tv-programmet "Operation X", og herfra er journalist Morten Spiegelhauer og redaktionschef Kasper Vilsmark blevet frifundet.

Da sagen blev behandlet ved byretten i Holstebro, blev såvel Spiegelhauer som Vilsmark derimod fundet skyldige i et enkelt tilfælde af indtrængen, som skete i 2009. I landsretten er dommerne uenige. Fire ud af seks stemmer for frifindelse af de to mediefolk.

Flertallet lægger vægt på, at aktivister ville have gennemført indtrængningen på minkfarmen, selv om de to ikke havde været med. Desuden spiller det ind, at forholdene for pelsdyr på farmene er et emne af samfundsmæssig interesse, lyder det i begrundelsen for frifindelsen. Mindretallet på to dommere stemte for at finde Spiegelhauer og Vilsmark skyldige.

/ritzau/