Morten Andersen kom ikke i Hall of Fame

Den tidligere danske kicker Morten Andersen, der er opvokset i Struer, var blandt finalisterne til amerikansk fodbolds Hall of Fame i år, men tabte på målstregen.

Danske Morten Andersen har allerede sparket sig ind i historiebøgerne i NFL-ligaen i amerikansk fodbold.   Kickeren spillede 25 sæsoner i ligaen, indtil han stoppede karrieren som 48-årig i 2008, og han er indehaver af rekorden for flest scorede point. Han er samtidig den spiller, der har deltaget i flest kampe af alle. Men det er tilsyneladende ikke nok til en plads i sportens Hall of Fame.

Forbigået for andet år i træk

I hvert fald blev Andersen forbigået, da der natten til søndag dansk tid blev udpeget nye medlemmer.   Danskeren var blandt de 15 nominerede, der var i spil til fem pladser. De gik dog i stedet til Junior Seau, Jerome Bettis, Tim Brown, Will Shields og Charles Haley. Det var andet år i træk, at Morten Andersen måtte se sig slået på målstregen. Han kunne allerede været kommet ind i 2013, men da nåede han ikke med blandt finalisterne. Kun tre kickere er valgt ind i Pro Football Hall of Fame. George Blanda og Lou Groza spillede dog også andre positioner i løbet af karrieren. Dermed er Jan Stenerud, der blev valgt ind i 1991, den eneste rendyrkede Hall of Fame-kicker. Hall of Fame omfatter med 2015-årgangen i alt 295 spillere.

/ritzau/