Morsø er landets hurtigste til byggetilladelser

I nogle kommuner tager det kun ganske få dage at få grønt lys til at gå i gang med at bygge et hus, en lagerhal eller en ny fabrik, mens det i andre kommuner tager næsten et år. Morsø er en af landets hurtigste.

Byggeri_1_0.jpg

Hvis du skal bygge et parcelhus, så tager det på Morsø kun seks dage, inden håndværkeren kan gå i gang med at støbe fundamentet og lægge de første mursten. Hvis du derimod vil bygge i Ikast-Brande Kommune, så tager det i gennemsnit 63 dage. Det viser en ny analyse fra Dansk Byggeri af den gennemsnitlige ventetid på en byggetilladelse.

- Man kan sige, at i nogle kommuner, da gælder det om at have en god portion tålmodighed og så lidt til. Det burde ikke tage over fire måneder at få ok fra kommunekontoret til at gå i gang med at bygge et simpelt parcelhus, siger erhvervspolitisk konsulent i Dansk Byggeri, Morten Kamp Thomsen.

Stor forskel på kommunerne

Hvis man i stedet skal bygge en lagerhal eller en ny fabrik, så har Morsø byggetilladelsen klar på kun 13 dage, mens det i Vallensbæk tager 338 dage. I Viborg ligger behandlingstiden i gennemsnit på 19 dage, mens det i de såkaldt erhvervsvenlige kommuner - Herning og Ikast-Brande - tager 62 og 86 dage at få en byggetilladelse. I Holstebro er tallet 53.

- Det er mig fuldstændig uforståeligt, hvordan det kan tage tæt på et år at sagsbehandle en byggesag, siger Morten Kamp Thomsen og uddyber:

- Vi taler så meget om produktivitet, at vi skal blive bedre og hurtigere til løse opgaverne, men så hjælper det ikke noget, at kommunerne forsinker byggeriet, allerede inden vi har taget første spadestik. Jeg håber, at denne opgørelse over ventetiden er med til, at nogle kommunerne går deres arbejdsgange efter i sømmene og ser, hvor de kan gøre det bedre.

Se alle tallene fra Dansk Byggeri HER