Morsø avis bliver opkøbt

Nordjyske Medier vil købe Morsø Folkeblad. Avisens bestyrelse anbefaler et salg.

MorsoFolkeblad.jpg

Bestyrelsen for Morsø Folkeblad anbefaler aktionærerne at stemme for en fusion og et salg til Nordjyske.

Repræsentantskabet blev informeret i aftes, og avisens ansatte fik en orientering i dag. Det skriver Morsø Folkeblad.

Fejlslået investering

Det er en anstrengt økonomi, som får bestyrelsen til at anbefale et salg netop nu. Folkebladet mistede stort set hele sin egenkapital , da avisen for tre år siden investerede i en ny trykmaskine. Investeringen slog fejl, og siden har avisens ledelse kæmpet for at rette op på det.

- Men bankkrak og svigtende annonceindtægter har gjort det meget svært at komme videre på egen hånd. Vores befolkningstal skrumper, og senest har staten varslet stigende lønsumafgift, ny reklameafgifter og ændrede regler for offentlige annoncer. Allerede næste år vil det kunne ødelægge vores økonomi. Det siger adm. direktør Kim Sangild om baggrunden for at sælge den 135 år gamle avis netop nu.

3.500 kr. pr. aktie

Nordjyske tilbyder 3.500 kroner pr. aktie. Det bringer der samlede overtagelsespris i nærheden af 16 mio. kr.Planen er at Morsø Folkeblad skal udgives i mindst samme journalistiske kvalitet og omfang - og det første år til samme pris. Og aftalen forudsætter at Nordjyske for mulighed for at købe mindst 51 procent af aktierne.

Ventes vedtaget 10. december

Der bliver indkaldt til ekstraordinær generalforsamling den 10. december. Her skal aktionærerne bane vejen for fusionen ved at vedtage nye vedtægter.

2:02
Morsø Folkeblads dage som selvstændig avis kan være talte. Som en del af en langsigtet redningsplan har bestyrelsen anbefalet et salg af avisen til Nordjyske Medier.