Mors-virksomhed udvider sortimentet med designinteriør

Foto: Marstrup Doors

Mors-virksomhed udvider sortimentet med designinteriør

Skydedørene bliver suppleret med designinteriør for Marstrup Doors i Øster Jølby på Mors.

I mere end 30 år har Marstrup Doors i Øster Jølby på Mors været kendt for én ting: Skydedøre. Men de dage er snart slut. Virksomheden har nemlig tilføjet en produktionslinje med originalt designinteriør.

Det skriver LimfjordUpdate.dk.

Premieren på den nye linje sker i begyndelsen af februar på livsstils- og interiørmessen Formland. Her præsenterer Marstrup Doors sit nye brand, Edgecollection.

Direktør Claus Søndergaard fortæller, at baggrunden for udvidelsen er, at man over længere tid har løst flere og flere opgaver med blandt andet butiksindretninger, og at den nye linje derfor falder helt naturligt i tråd med virksomhedens arbejde. 

På Formland i Herning vil virksomheden vise knage- og hyldesystemet Hangar, som er af aluminium med vådlakeret og coatet overflade, ligesom der vil blive vist borde og bænke med overflader af linoleum.