Håndbold: Mors-Thy siger farvel til cheftræner efter denne sæson

Mors-Thy Håndbolds cheftræner, Søren Hansen, stopper efter denne sæson.

Søren Hansen startede som cheftræner i Mors-Thy 1/11-2016
Søren Hansen startede som cheftræner i Mors-Thy 1/11-2016
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Cheftræneren i Mors-Thy hedder ikke Søren Hansen efter denne sæson.

Det oplyser Mors-Thy torsdag i en pressemeddelelse.

Parterne er blevet enige om at melde skiftet ud allerede nu for at sikre ro i forbindelse med opstarten af den kommende sæson.

- Sørens kontrakt løber frem til 30. juni 2021 med mulighed for at komme ud af den før tid imod en kompensation.

- Det er trist at miste en god træner og et godt menneske, der passer ind i vores dna i Mors-Thy Håndbold.

Vigtig sæson forude

- Men det er også skønt, at Mors-Thy Håndbold kan være et godt springbræt for trænere og spillere i deres videre færd i håndboldverdenen.

- Det kan vi godt være stolte af i Mors-Thy Håndbold, siger Henrik Hedegaard i meddelelsen.

Søren Hansen ser tilbage på en fantastisk tid, der ikke er forbi endnu.

- Vi har en vigtig sæson forude, og den får fuld skrue fra første kamp. Vi går efter en god placering således, at jeg kan aflevere et Mors-Thy i god gænge og spillende i landets bedste liga også til næste år, siger Søren Hansen.

Mors-Thy spiller sæsonens første ligakamp 29. august imod TTH Holstebro på udebane i Gråkjær Arena i Holstebro.

/ritzau/

0:28
Både Mors-Thy og TTH Holstebro henter forstærkninger til næste sæson