Mors-Thy henter spændende svensker

Foto: Arkiv

Mors-Thy henter spændende svensker

24-årie Marcus Dahlin skifter til Mors-Thy Håndbold på en toårig kontrakt. Han kommer fra svenske IFK Kristianstad, der har spillet Champions League.

De fleste klubber er så småt taget hul på forberedelserne til næste sæsons udgave af Boxerligaen. Det er man også i Mors-Thy Håndbold. Klubben har netop præsenteret Marcus Dahlin. 24-årige Dahlin har i denne sæson spillet Champions League med IFK Kristianstad. Derudover har han også været inde og snuse til det svenske A-landshold, hvor han står noteret for otte kampe, skriver Mors-Thy Håndbold på sin hjemmeside.

Cheftræner, Jan Paulsen, glæder sig over tilgangen af back-spilleren.

- Marcus er venstrehåndet højreback, han er en to-vejs spiller og rummer stort potentiale. Angrebsmæssigt har vi med en skytte at gøre, som er opdraget i den svenske skole med stor disciplin og forståelse for spillet. Tilmed dækker han en solid back, der med sine over to meter i højden og over 100 kilo vil være med til at stabilisere defensiven, siger Jan Paulsen til klubbens hjemmside.

Marcus Dahlin har tidligere spillet i Danmark, da han i 2013/14-sæsonen spillede han TMS Ringsted. Hovedpersonen glæder sig til endnu et dansk eventyr.

- Først og fremmest ser jeg meget frem til at få Jan Paulsen som træner, coach og indpisker. Han har en erfaring med fra sin egen tid som spiller - specielt i den tyske bundesliga, som jeg glæder mig meget til at lære noget af. Yderligere kender jeg Mors-Thy Håndbold fra min tid i Ringsted som en meget svær modstander - specielt på det uindtagelige fort på Bette Balkan, hvor der altid er en euforisk stemning og fantastisk opbakning, siger Marcus Dahlin.

Marcus Dahlin møder sammen med resten af Mors-Thy-truppen ind til første træning frem mod den nye sæson d. 21. juli.