Mors-Thy Håndbold på rov i Salling

Årets store overraskelse i håndboldligaen har skrevet kontrakt med to spillere fra HRH74, Roslev

Mors-Thy-LogoFuld.jpg

I fredags sluttede den bedste sæson nogensinde for Mors-Thy Håndbold med en fjerdeplads i ligaen. Nu er klubben i gang med at opruste til et forsvar af den fornemme placering. Derfor skifter 24-årige Tommy Cawsey og 20-årige Frederik Kristensen fra HRH74, Roslev i Salling til ligaklubben fra Mors-Thy. De er begge fløjspillere.     

 - Begge spillere har jo lokal baggrund og er spillere, vi har et indgående kendskab til. Tommy Cawsey spillede jo på andendivisionsholdet i Mors-Thy Håndbold, inden han for 2 sæsoner siden skiftede til HRH74. Og i denne sæson har han været en af de helt store profiler på højre fløj med 113 scoringer, siger Lars Svane Nielsen fra Mors-Thy Håndbold´s sportsudvalg.

Det andet nyindkøb får lige så fine ord med på vejen:

- Frederik er født og opvokset i Nykøbing, så det er også en lokal ung mand, vi får til klubben. Frederik har været en del af et rigtig godt ungdomshold i HRH74 igennem de seneste år. I denne sæson har han allerede som førsteårs senior opnået en del kampe på førstedivisionsholdet i HRH74. Frederik spiller venstre fløj og er en finurlig fløjspiller med rigtig mange skudvarianter, siger Lars Svane Nielsen.

Aftalerne med de to spillere gælder foreløbigt for én sæson.