Mors Thy Håndbold fyrer salgschef

Mors Thy Håndbold skal spare. Derfor har klubben set sig nødsaget til at afskedige salgschef Poul Bak Pedersen.

Efter blot ét år i Mors Thy Håndbold fratræder salgschefen den 30. juni 2010. Klubben er nødt til at tilpasse udgifterne med indtægterne. Fyringen bliver ikke den sidste besparelse.

- Vi kommer til at spare hele vejen rundt. Vi har ikke levet op til vores målsætninger på indtægtssiden de to sidste sæsoner, og derfor skal der spares for at få budgettet for 2010/2011 til at hænge sammen, siger adm. direktør i Mors - Thy Håndbold A/S, Karl Kristian Guldhammer.

Poul Bak Pedersen har været med til at styrke Mors-Thy markedsføringsprodukter og taget mange nye initiativer det seneste år. Derfor ærgrer afskedigelsen ham.

 - Jeg er ked af at skulle stoppe, for vi har gang i de helt rigtige ting, men vi er simpelthen løbet tør for tid, konstaterer Poul Bak Pedersen, der vil deltage helt og fuldt i salgsarbejdet i opsigelsesperioden.