Mors mening er vigtig, når unge vælger uddannelse

8.-klasses elever fra Thisted Kommune var mandag aften til uddannelsesmesse. Og selvom det er de unge selv, der bestemmer, påvirker især mors mening valget af uddannelse.

Tobias Toft Andersen og hans mor Malene Toft Andersen til uddannelsesmesse med 650 andre elever fra Thisted Kommune. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Vi tager imod gode råd fra vores mor - også når det kommer til uddannelse.

Op mod 60 procent af de unge lytter til deres mor, når de skal træffe valg om uddannelse. Det viser en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut.

Tobias Toft Andersen fra Thisted havde sin mor med til en uddannelsesmesse i Thisted Kommune. Men han var ligeglad med mors mening.

- Hun må synes, hvad hun vil. Jeg synes, det er vigtigt for mig, at det er noget, jeg gerne selv vil, fortæller han.

Mange unge lytter til mor

Selvom mors mening er vigtig, skal de unge også selv mærke efter, hvad de har lyst til.

Det mener en af arrangørerne af uddannelsesmessen i Thyhallen.

02:23

Til uddannelsesmesse i Thyhallen kunne unge og forældre blive klogere på ungdomsuddannelser

Luk video

- Det er vores hensigt at sætte eleven i centrum, men vi ved jo også godt, at forældrene har en stor betydning for, hvad eleven vælger af uddannelse. Derfor er det også vigtigt, at forældrene er klædt på, når de skal hjælpe deres eget barn til at vælge uddannelse, fortæller Sigurd Skovsgaard, der er en del af styregruppen bag messen.

Læs også Kurven er knækket: Flere vil være chauffør

Ni forskellige ungdomsuddannelser og 650 elever fra Thisted Kommune var inviteret. Det gjorde de unge lidt klogere.

- Jeg føler, at jeg ved lidt mere. At jeg er blevet mere sikker på, hvad jeg skal, siger Tobias Toft Andersen.

Og det blev hans mor også.

- Jeg anede ikke, hvad det var, han ville op og høre om i dag, før vi tog hjemmefra, siger Malene Toft Andersen.

Det er tredje år i træk, at Thisted Kommune holder uddannelsesmesse i Thyhallen.