Mors går forrest med tesla-taxaer

På Limfjordsøen Mors er 1/3 af hyrevognene skiftet ud med elbiler. De lokale taxa-chauffører tror så meget på el-teknologien, at de har investeret i hele 3 Teslaer.

TAXA.jpg

Når borgerne på Mors fremover ringer efter en taxa, er oddsne for at blive hentet i en elbil gode. 33% for at være helt præcis.

Tre brødre, der alle kører taxa, har nemlig investeret i den afgiftsfrie luksusbil istedet for de store tyske biler, de kørte i tidligere. Det betyder, at 1/3 af øens hyrevogne nu kører på strøm.

Selvom bilen koster 750.000 kroner og kræver daglig opladning, så mener de, at det er en bedre forretning for dem at køre på el. 

- Teslaen er jo afgiftsfri frem til den 1/1, så derfor virker det her som det helt rigtige at gøre, fortæller Morten Noesgaard, den ene af de tre tesla-brødre. 

Det er afskaffelsen af frikørselsordningen, der gav taxachauffører afgiftsfordele, når de købte bil, der har fået de tre Noesgaard-brødre på Mors til at skifte Mercedes og VW ud med teslaerne.

Projektet bakkes op af det lokale energiselskab, der sætter to ladestandere oppå øen. Begge i hovedbyen Nykøbing. 

- Dengang, vi blev kontaktet af taxachaufførerne, synes vi, det var en helt fantastisk mulighed for at komme ud og få understøttet lokalsamfundet og bakke op om, at flere kommer ud og kører i elbil. Det tror vi på, er en god investering i fremtiden, siger Søren Rigborg, der er markedschef hos Thy-Mors Energi, der er gået så langt som til også at købe reklamepladsen på de tre eltaxaer.

- Det er fedt at se, at man kan lave sådan et initiativ på Mors og konvertere 33% af taxakørslen på øen til elbiler. Det, synes vi, er en super god ide, siger markedschefen. 

De to første el-taxaer er klar til at rulle øens veje tynde. Den tredje ankommer til november.