Mors-borgmester tager sygehuskampen op

Morsø Kommunes borgmester Hans Ejner Bertelsen vil samle de politiske kræfter i den vestlige del af Region Nordjylland i kampen for at undgå nedskæringer på sygehustilbuddene i Thisted og Nykøbing.

Morsøs borgmester vil alliere sig med politikerne fra den vestlige del af Region Nordjylland i håbet om at få samlet nok stemmer til at ungå lukning af sygehusafdelingen på Mors.

- Den vestlige del af regionen bliver udsultet, hvis embedsmændenes forslag til ny sygehusstruktur bliver til politisk virkelighed, siger Hans Ejner Bertelsen.

Politikerne Region Nordjylland tygger netop nu på et sparekatalog, der blandt andet lægger op til helt at lukke sygehusafdelingen i Nykøbing.

- Forslaget om at lukke sygehusafsnittet i Nykøbing er ikke kun et problem for Mors. En lukning i Nykøbing vil svække grundlaget for Sygehus Thy-Mors, så det bliver i høj grad også et problem for Thisted Kommune og for hele den vestlige del af regionen. Samtidig ser vi, at sygehusene i den østlige del af amtet ligger tæt og skal bevares, selv om der kun er 30 kilometer til det kommende supersygehus i Aalborg. Det harmonerer ikke med Regionsrådets løfte om ligelig regional udvikling, men er et massivt svigt over for de 'nye medlemmer' af Region Nordjylland, nemlig Thisted og Morsø Kommuner, siger Hans Ejner Bertelsen, Venstre.

Derfor har borgmesteren nu inviteret politikere fra Thisted Kommune og regionsrådsmedlemmer fra den vestlige del af Region Nordjylland til møde på Mors den 18. februar.