Morgentrafikken ramt af sne

Lange køer og glatte veje var det der mødte mange bilister i morges.

SneVarsel001.jpg

Kong Vinter har igen drillet morgentrafikken i det midt og vestjyske. Flere steder snøvlede trafikken sig afsted. Og enkelte steder er der helt lukket.

Ved Hørbylunde Bakker er der helt lukket, da bilisterne og lastbilerne ikke kan komme over bakken. Og der vil højest sandsynligt være lukket i flere timer endnu.

Også i byerne var den gal. Blandt andet var der lang kø på Ringvejen i Holstebro, hvor det tog helt op til en halv time at komme fra midten af Holstebro og ud af byen.

Vejcenter Midt- og Vestjylland oplyser, at man i øjeblikket kører med sneplove over hele landsdelen, og at alle veje er farbare. Men man skal være forsigtig derude, da der let kan ligge store mængder sne rundt omkring.

Men sneen er ved at holde op, og vejtemperaturen er også ved at komme op.

- Jeg regner med, at det ser helt anderledes ud om to til tre timer, siger John Bach, Vintervagt ved Vejcenter Midt- og Vestjylland.