Mor tiltalt for blodtapning af søn: Jeg ville aldrig skade ham

Først da hun blev anholdt, indså 36-årig kvinde, at hun havde gjort noget forkert.

Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

En 36-årig kvinde fra Vestjylland erkender, at hun i perioder tappede sin søn for blod. Men hensigten var ikke at skade ham, forsikrer kvinden, da hun afgiver forklaring i Retten i Herning.

Læs også Blodtappersagen minut for minut: Uhyggelige overvågningsbilleder, blodsprøjter og afhøring

- I dagligdagen forsøgte jeg jo at passe på ham. Når jeg ser tilbage, giver det ikke rigtig mening for mig. Jeg ville aldrig skade ham. Jeg ville gøre alt for ham, forklarer kvinden.

I dag kan den 36-årige mor, der har været varetægtsfængslet siden 25. september 2017, godt se, at det var forkert.

- Den dag politiet kommer hen til min lejlighed, begynder en efterrationalisering. Det går i hvert fald der op for mig, at det her er jo helt forkert. Jeg kunne godt se, det her skal jeg jo ikke gøre.

- Jeg kan godt forstå, det er svært at forstå, tilføjer hun.

Læs også Mor erkender at have udsat søn for blodtapning

Den vestjyske kvinde har fortalt, at hun af lægerne havde fået til opgave at udtage et par milliliter blod i forbindelse med rensning af sønnens venekateter.

Det havde han fået indopereret, fordi han havde en sjælden tarmsygdom fra fødslen.

Men tapningerne tog overhånd, erkender kvinden uden at kunne sætte ord på, hvornår det tog en drejning eller hvorfor.

Anklager Pia Koudahl mener, at hun hver uge tappede cirka en halv liter blod fra drengen, fra han var 11 måneder, til han fyldte seks år.

Kvinden er uenig i, at blodtapningen fandt på over så lang en periode.   

10:42

En mor fra Skjern er anklaget for at tappe sit eget barn for blod gennem adskillige år. På grund af drengens lave blodprocent troede lægerne, at han var alvorligt syg,

Luk video

Kvinden er også uenig i, at det var hendes blodtapning, der gjorde, at drengen måtte have 110 blodtransfusioner.

- Anklagemyndigheden er af den opfattelse, at alt hvad drengen har fået af transfusion, er morens skyld. Det er vi ikke enige i, men det må de nærmeste dage jo så belyse, siger kvindens forsvarsadvokat, René Knudsen, efter dagens retsmøde.

I stedet skyldes det ifølge kvinden, at han fik noget medicin for sin tarmsygdom, som gjorde, at han ikke selv kunne producere blod.

En udlægning, som lægerne ifølge anklageren er uenige i. De mener, at det var kvinden, der var skyld i drengens alvorlige svækkelse. Men hvorfor begyndte du at tappe ham mere end bare de her par milliliter, spørger anklageren flere gange.

- Jeg ville ønske, jeg kunne svare, men jeg ved det ikke. Jeg ville virkelig ønske, jeg kunne svare.

- Jeg prøver også selv at finde svar, lyder det fra moren, der har erkendt sig delvist skyldig i anklagen.

Moren erkender ifølge sin forsvarsadvokat, at hun har tappet blod fra sønnen over en periode på to til tre år. Det er ifølge forsvareren sket under påvirkning af lidelsen Münchhausen by proxy.

Det er en personlighedsforstyrrelse, der får en omsorgsperson, typisk en mor, til at påføre sit barn symptomer eller skader for derved selv at få opmærksomhed fra sundhedsvæsenet.

Læs også Forsvarsadvokat inden blodtappersag: - Har ikke hørt om noget lignende

Kvinden er blevet mentalundersøgt, men retten har endnu ikke hørt konklusionen. Drengen, der nu bor hos sin far, har igen en normal blodprocent.

Moren har haft besøg af sønnen under varetægtsfængslingen, hvor de har talt om, hvad der er sket.

- Vi har fået en god snak. Vi har grædt, krammet og alt det der hører til, siger moren.

Alvorlig sag

Både anklager og forsvarer er enige i, at sagen er alvorlig og usædvanlig. 

- Den er opsigtsvækkende forstået på den måde, at der er tale en forælder, som står tiltalt for grov vold mod sit eget barn. Det er i sig selv opsigtsvækkende. Så er der selvfølgelig også noget med den måde, volden er blevet begået på – de her blodtapninger, det er i sig selv også specielt, siger specialanklager ved Midt- og Vestjyllands Politi, Pia Koudahl. 

- Hvis der begås overgreb mod børn, så er det altid alvorligt. Drengen har det rigtig godt i dag, og det er jo rigtig, rigtig positivt. Han har ikke lidt nogle varige skader af det, der er sket. Nu skal det her finde sin afslutning, så moren kan komme hjem – eller i hvert fald få sin straf afsluttet, og så kan hun komme ud og prøve at være mor igen, lyder det fra forsvarer, René Knudsen. 

Specialanklager Pia Koudahl vil ikke på nuværende tidspunkt vil udtale sig om længden på en eventuel straf til moderen. Men sagen bliver ført som en nævningesag, hvilket betyder at anklagemyndigheden vil gå efter en straf på minimum fire år til moderen. 

Så lang håber forsvareren dog ikke, at straffen bliver. 

- På nuværende tidspunkt har min klient jo siddet 16 måneder i varetægt – det svarer til en fængselsstraf på cirka to år. Anklagemyndigheden vil jo så gå efter det dobbelte. Jeg mener, at når sagen her samlet set er belyst, så bør nævningetinget finde en mildere straf, men da vi jo ikke har nogle fortilfælde i Danmark, så er det jo så første gang, at der skal tages stilling til så speciel en sag her, lyder det fra René Knudsen. 

Retssagen fortsætter ved Retten i Herning tirsdag.

/ritzau/