Mor til tre trafikdræbt

Ved et frontalsammenstød mellem en personbil og en tysk lastbil tirsdag aften mistede en 44-årig kvinde fra Sunds livet.

En 44-årig kvinde fra Sunds mistede tirsdag aften livet ved et frontalsammenstød med en tysk lastbil kl. 22.44.

Ulykken skete ifølge Midty- og Vestjyllands politi på motortrafikvejen, 1,6 km. syd for Brande, hvor lastbilen med sættevogn var på vej sydpå mod Tyskland med tomt læs. Her kom tre modkørende personbiler den i møde, den sidste med den 44-årige kvinde bag rattet. Sandsynligvis på grund af det glatte føre skred kvindens bil ud og hun kom over i lastbilens kørebane, hvor hun ramte ind i lastbilens venstre forreste hjørne. Ved påkørslen blev personbilen klemt ind under lastbilens førerhus og skubbet ca. 70 m baglæns.

Mor til tre

Redningsmandskab fra Brande samt politi og ambulance fra Herning blev hurtigt sendt til ulykkesstedet, men kvinden var død, da de nåede frem.

Redningsmandskabet fandt en barnestol i bilen, så man iværksatte en grundig eftersøgning i såvel bilvraget som det omgivende landskab, men fandt ikke noget.

Uheldet skete på et fuldstændig lige stykke landevej, men der var meget glat på stedet på grund af snefaldet tirsdag aften. Derfor lukkede politiet omfartsvejen indtil langt ud på natten.

Føreren af lastbilen, en 54-årig mand fra Moers i Tyskland,  slap uskadt fra uheldet. 

Den 44-årige kvinde var ifølge politiet mor til tre. 

 

Trafikulykke_A18_1.gif

 

Trafikulykke_A18_3.gif