Mor til sexkrænket pige: Det er en god dag

Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

Mor til sexkrænket pige: Det er en god dag

​Den sexanmeldte frikirkepræst fra Silkeborg er blevet anholdt i USA. Forældre til de krænkede børn er lettede.

Dagen begyndte med gode nyheder for Bente Kjærskov fra Voel. Hun er mor til en 15-årig pige, som er blevet krænket af den 29-årige frikirkepræst fra Byens Kirke i Silkeborg. Onsdag fik forældrene til de krænkede børn meddelelsen om, at præsten var blevet anholdt i Florida i USA.

- Hvis jeg havde kunnet, så havde jeg stået og klappet med mine hænder oppe over hovedet og danset rundt. Det er en lykkelig begivenhed, at der langt om længe sker noget, siger Bente Kjærskov.

Den danske frikirkepræst er herhjemme anklaget for seksuel udnyttelse og pengeafpresning af mindst ti mindreårige kirkegængere – heriblandt Bente Kjærskovs 15-årige datter. Den 29-årige præst var sammen med sin forsvarer blevet enige om frivilligt at komme hjem og lade sig sigte, men amerikanerne handlede hurtigere.

Hvis jeg havde kunnet, så havde jeg stået og klappet med mine hænder oppe over hovedet og danset rundt. 

Bente Kjærskov, mor til sexkrænket datter 

Det amerikanske politi anholdte tirsdag præsten og sigtede ham for at arrangere kasino og udskænke alkohol til mindreårige.  

Bente Kjærskov har dagen igennem snakket med flere forældre, som ligesom hende er glade for, at præsten nu er i politiets varetægt, selvom det er det amerikanske.

- Min datter er også rigtig glad. Vi ønsker bare straf begge steder, siger Bente Kjærskov.

Præsten har både dansk og amerikansk pas. Han er i øjeblikket bosiddende i Florida. 

00:40

Hør her politiinspektør Hans Roost forklare, hvad det betyder, at præsten er blevet anholdt i USA. 

Luk video