Mor tævede døtre: Nu skal hun i fængsel

En 37-årig kvinde og hendes kæreste er dømt for vold mod kvindens to døtre igennem 10 år.

Retten i Herning.jpg

En 37-årig mor er fredag ved Retten i Holbæk kendt skyldig i at have mishandlet sine to døtre mellem 2004 og 2014. Hun er dømt for at have mishandlet sine børn på adresser i kommunerne Morsø, Ikast-Brande og i Kalundborg.

Hun er ifølge retten blevet idømt otte måneders ubetinget fængsel.

Mishandlingen bestod i slag med flad hånd og knytnæve og et tilfælde af spark med en sikkerhedssko.

Moren har sagen igennem nægtet sig skyldig og har forklaret, at det er børnenes far, der har manipuleret dem til at anklage hende for voldelige overgreb.

Kvindens kæreste, som hun mødte i 2014, er også dømt i sagen. Også han har nægtet sig skyldig.

Han var tiltalt for at have medvirket til mishandlingen ved at lade det passere, at moren udøvede vold mod børnene. Men det blev han frikendt for. Han blev dog fundet skyldig i at have kastet en mælkekasse i hovedet på den ældste datter på nu 14 år og slået hende.

Retten har idømt ham fem måneders fængsel.

/ritzau/