Mor sagde la’ være - Men de gjorde det alligevel!

Søskendeparret Laila og Allan Daasbjerg trodsede deres mors advarsel om at blive selvstændige og er nu begge direktører i deres fælles virksomhed.

9:05
De to søskende Laila Daasbjerg Lund og Allan Daasbjerg Drewes er begge direktører i deres egen møbelvirksomhed.
Foto: Margit Vendelbjerg, TV MIDTVEST

Laila er lillesøster og Allan storebror. De er enige om det meste. Og det er ret vigtigt. Søskendeparret Daasbjerg er nemlig begge direktører i deres fælles virksomhed, Indretningsfabrikken, med adresse både i Vinderup og København.

Allan får ideerne, og Laila sørger for at samle boldene op og holde styr på pengekassen.

Det er fem år siden de trodsede deres mors advarsel om ikke at blive selvstændige og startede virksomhed inden for den truede møbelbranche. Dengang var de 25 og 28 år.

Advarslen bundede i, at hun og hendes mand, Ole Johansen Daasbjerg, i 2012 gik konkurs med deres møbelfabrik SD Møbler i Vinderup, der i sin tid var startet af farfar Svend.

Succes med specialmøbler

Men sporene skræmte altså ikke tredje generation. De startede op i de samme fabriksbygninger, og valgte som noget nyt at producere og sælge møbler online til private. Det gør de stadig, men de har også fundet en anden niche, der i endnu højere grad bidrager til den bugnende ordrebog, der aldrig har været større, end den er lige nu.

Nemlig produktion og salg af specialinventar og møbler til forskellige erhverv, især restauranter, barer, badehoteller, børnehaver og slotte.  Den del af produktionen generer mere end halvdelen af omsætningen.

De mange ordrer er resultatet af, at Indretningsfabrikken har etableret en filial på Vesterbro i København. Her har Allan Daasbjerg Drewes fast base med kontor, showroom og et designstudie, hvor arkitekter og andre kreative mennesker gratis kan komme og udvikle nye ideer.

På den måde har Allan Daasbjerg opbygget et værdifuldt netværk, der nu kaster rigtig mange opgaver af sig.

Blandt andet har fabrikken travlt med at producere og indrette fem nye sushi-restauranter i og omkring København.

0:41
Få et smart tip til, hvordan du får dyvlerne til at passe ned i hullerne. Det kræver en microbølgeovn og salt. 

Stort familieforetagende

Søskendeparret trives med at have skabt liv i de fabriksbygninger, hvor de nærmest selv er vokset op. De mener, det er en stor fordel, at de er søskende og kan sige alting til hinanden.

- Vi bruger meget hinanden som aflastningspartnere, hvis der er et eller andet irriterende forretningsmæssigt, så det ikke skal gå ud over vores ægtefæller derhjemme, siger Allan Daasbjerg Drewes.

I dag er deres far, Ole Johansen Daasbjerg ansat som produktionsleder i sine børns virksomhed.

- Det har jeg det fint med. Den sparring og de sammenhold, vi har, er alle tiders. Vi kan godt være uenige om noget, men aldrig mere end 5-10 minutter ad gangen. Det fungerer rigtigt godt, fortæller han.

Men hvem bestemmer?

Det gør Laila og Allan, og sådan skal det være. Men jeg håber de lytter til mig engang imellem, siger Ole Johansen Daasbjerg.

Efter jul skal Indretningsfabrikken blandt andet i gang med en stor opgave i DGI-Huset i Herning. Her skal de omdanne administrationslokaler til en ny morgenmadsrestaurant.

9:05
Fast Arbejde: De to søskende Laila Daasbjerg Lund og Allan Daasbjerg Drewes er begge direktører i deres egen møbelvirksomhed Indretningsfabrikken. 
Foto: Margit Vendelbjerg, TV MIDTVEST