Mor og datter bruger efterårsferien på håndarbejdekursus

På Skals Design- og Håndarbejdshøjskole ved Viborg bruger flere generationer efterårsferien på at være fælles om nål og tråd.

Håndarbejdekursus
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Der er mor-barn-gymnastik og mor-barn-svømning. Og så er der mødre, der tager deres barn med til broderi-kursus. På Skals Design- og Håndarbejdshøjskole ved Viborg bruger flere generationer efterårsferien på at være fælles om nål og tråd. En af deltagerne er 12-årige Alberta Glad fra Silkeborg, der sammen med sin mor bruger efterårsferien på håndarbejde fra morgen til aften.

- Det er bare hyggeligt og fedt at være sammen med sin mor, siger Alberte Glad.   

Højskolen for design og håndarbejde i Skals holder kursus for to generationer hvert år i uge 42. Den yngste generation må maks. være 15 år for at deltage. Kurset giver forælder og barn mulighed for at være mere sammen, end det ellers kan være tilfældet i en travl hverdag, og det glæder Alberte Glads mor, Charlotte Glad.

- Jeg får nogle stunder helt selv med hende, som vi ikke har så mange af når, der er to andre derhjemme, så det er lidt forkælelse, siger Charlotte Glad. 

Højskolen håber at kurset kan få flere unge til at finde glæde i håndarbejdet. 

- Vi vil give de unge en chance for at se, hvad man kan gøre af spændende ting med nål og tråd, siger Helga Jóna Thórunnardóttir, der er underviser på Skals Design- og Håndarbejdshøjskole. 

18 voksne og 18 børn deltager på kurset, og dermed er der mange nye venner at lege med, men for Alberte Glad handler det først og fremmest om at være sammen med sin mor. Derfor ser hun helst ikke, at lillesøster kommer med næste år.

-Min lillesøster vil gerne med, men det synes jeg ikke hun skal, siger Alberte Glad. 

Der er ingen aldersgrænse for, hvor gammel mor eller bedstemor må være for at deltage i kurset.

1:41
På Skals Design- og Håndarbejdshøjskole bruger flere generationer efterårsferien på at være fælles om nål og tråd