Mor efter datters selvmord: For tabubelagt

Det er alt for tabubelagt at tale om selvmord, mener Charlotte Olesen fra Tarm. For halvandet år siden tog hendes datter sit eget liv. Nu fortæller moren sin historie.

For halvandet år siden begik Charlotte Olesens 18-årige datter, Michelle, selvmord. Nu fortæller familiemoren fra Tarm åbent om episoden - i håb om at andre kan drage nytte af hendes historie.

Michelle valgte sent en mandag aften at springe ud foran et tog. Vidner fortæller, at det var en bevidst handling. Men intet tydede forinden på, at Michelle havde det skidt.

- Da hun fik elevplads som frisør i Skjern, blomstrede hun helt vildt op, og hun virkede bare så glad hver eneste dag. Så jeg havde simpelthen slet ikke set det komme, forklarer Charlotte Olesen.

I Ringkøbing-Skjern Kommune har seks unge mennesker de seneste to år begået selvmord. Det tal er alt for højt, mener Charlotte Olesen. Hun håber nu på, at hendes historie kan få andre til at tale åbent om selvmord og selvmordstanker.

Ingen offentlig hjælp

Familien består ud over Charlotte Olesen af hendes mand, Jørgen, og Michelles lillebror, Bent. Efter Michelles død var familien overladt til sig selv.

- Den hjælp, som man godt kunne have brugt,  fx fra kommunen, en psykolog eller nogen, der trådte ind og sagde: "Nu er vi nødt til at hjælpe den her familie" - det skete jo ikke. Vi var nødt til selv at finde ud af at finde den kraft for at finde ud af, hvad vi kunne gøre for at komme videre.

Du kan læse, hvordan du selv kan være med til at forebygge selvmordsforsøg på linket HER.

 

Se eller gense Charlotte Olesens historie i indslaget herunder:

06:08 Luk video

Eleverne på Vestjysk Gymnasium i Tarm var overraskede over kommunens høje selvmordstal blandt unge. Se deres reaktion her: 

01:39 Luk video