Monsterfisk flyttes i dag

Gigant-malle fanget i sø ved Nr. Snede. I dag flyttes den til AQUA akvariet i Silkeborg. Foto: Morten Ramussen

monstermalleweb.jpg

Den er 177 cm lang, og så vejer den 33,5 kg! Der er tale om den suverænt største malle, der nogensinde er fanget i Danmark, skriver tv2oj.dk.

Den blev fanget af Morten Rasmussen fra Horsens forleden i en sø ved Nr. Snede.

- Det var fedt. Det er en oplevelse, jeg aldrig glemmer, siger han til tv2oj.dk.

Den tidligere rekordindehaver var "kun" 138 centimeter og 14,5 kilo.

Monstermallen er nu hos AQUA akvariet i Silkeborg. Her fortæller akvariechef Jørgen Lund Nielsen om den usædvanlige fangst:

- Maller lever ikke naturligt i Danmark men er sat ud til at spise i søer, når bestanden af fisk der bliver for stor. Og sådan nogle maller kan blive både gamle og store.

- Den er vel omkring halvtreds år gammel. Den har bare fået lov til at gå i fred og hygget sig med at spise løs uden at blive forstyrret, siger han til tv2oj.dk.

Onsdag eftermiddag flytter AQUA mallen til en udstillingssø, så besøgende selv kan se sømonsteret.

TV MIDTVEST er med ved flytningen og har indslag om det i vores udsendelse kl. 19.30.