Mogens Jensen: Udsæt udvisning af Marius

Socialdemokraternes Mogens Jensen venter stadig på en fortrolig redegørelse om udvisningen af Marius Youbi. Hvis redegørelsen ikke kommer i dag, så vil han have udvisningen sat i bero.

Mogens Jensen til demonstration
Foto: Poul Erik Sørensen, TV MIDTVEST

Socialdemokraternes næstformand Mogens Jensen venter stadig på den fortrolige redegørelse, som han har bedt Integrationsminister Inger Støjberg komme med i sagen om udvisningen af den ingeniørstuderende Marius Youbi. 

Mogens Jensen havde oprindeligt sat den 5. januar som frist for et svar, men onsdag formiddag har han endnu ikke hørt noget. Derfor har Mogens Jensen igen henvendt sig til ministeriet.

- Det bidrager ikke til en løsning, at hun undlader at svare, siger Mogens Jensen med henvisning til Inger Støjberg.

I sidste time
Loven siger, at ministeren har en måned til at svare. Derfor kan Mogens Jensen heller ikke tvinge hende til at svare nu. Derfor mener socialdemokraten også, at udvisningen skal sættes i bero.

- Som minister kan hun udskyde udvisningen indtil den er ordentlig oplyst. Hun kan, hvis hun vil. Særligt når folketinget kræver sagen oplyst. Men det er i sidste time, siger Mogens Jensen.

Mogens Jensen påpeger blandt andet, at det ligger i loven, at man kan foretage et skøn. Og det undrer ham, at man ikke skønner til Marius Youbis fordel.

- Det er ikke hende, der skal afgøre sagen, men hun er i sidste ende den, der fortolker loven. Så jeg mener, at hun reelt har en mulighed for at sige til styrelsen, at den kan udskydes, siger Mogens Jensen.